Holdet om Lasse Normans fremtid: Vi er kun et springbræt

Planen har hele tiden været, at Lasse Norman Hansen skal videre, når aftalen med Aqua Blue Sport udløber.

Lasse Norman Hansen vandt 1. etape af PostNord Danmark Rundt. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Cykelsport 1. august 2018 20:13

Lasse Norman Hansens cykelmæssige fremtid er fortsat uafklaret, og derfor kom onsdagens etapesejr i PostNord Danmark Rundt på et perfekt tidspunkt.

Aftalen med Aqua Blue Sport udløber til nytår, og den kraftfulde dansker fortæller selv, at han har flere muligheder på hånden.

Hos det irske mandskab slår sportsdirektør Nicki Sørensen fast, at det hele tiden har været planen, at Norman skal videre i karrieren efter denne sæson.

- Målet med et hold som vores er, at vi skal være et springbræt til en stor karriere. Og hvis det lykkes med Lasse, er det fantastisk.

- Planen har hele tiden været, at Lasse skal ud at have en god kontrakt efter disse to år. Det skal nok lykkes, og det er jeg super tilfreds med.

- Om det bliver her eller et andet sted, det må vi se. Men Lasse får en god kontrakt næste år, siger Nicki Sørensen.

Han ser i sin landsmand potentiale til at blive en af verdens bedste leadoutmen, som er betegnelsen for de ryttere, der har specialiseret sig i at køre sprintere frem til sejr.

Det kræver, ifølge sportsdirektøren dog, at han bliver bedre til at manøvrere i et felt.

- Noget af det, Lasse er bedst til, er det arbejde, der varer fra et til fem minutter. Der er han i verdensklasse. Det var ikke et chok, at han kørte i dag, siger Nicki Sørensen.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...