Ældreforhold

Holdindsats i verdensklasse

1. marts 2013 er det slut for ældre med at få økonomisk vejledning i deres kommune i forbindelse med udbetalingen af pension - og ændringer.

Den tidligere regering har sammen med DF bestemt, at opgaven og medarbejderne fra de nordjyske kommuner skal flyttes til Frederikshavn i et ATP-center. Med den beslutning siger det jo sig selv, at kommunerne ikke kan og skal løse udbetalingsopgaven og vejledningen fremadrettet, som Bent Bøgsted (DF) påstår i debatindlæg (17.2.). Derfor har Bent Bøgsted som DF-ordfører på sagen et stort ansvar for, at de ældre må betjene sig selv over internettet eller køre til Frederikshavn for at få vejledning. Samtidig med at udførelsen af opgaverne bliver næsten dobbelt så dyr for kommunerne end det, man bruger på opgaverne i dag. Hvad med pensionisternes retssikkerhed? DF og regeringen indførte kommunalreformen, for at borgerne kun skulle have en indgang til det offentlige via deres kommune i nærområdet. Hvor bliver det løfte af? Som folketingspolitiker kan man naturligvis ikke have faglig viden om alt. Derfor inviterende jeg alle de nordjyske folketingspolitikere til møde i HK Nordjylland 26. oktober 2009 sammen med 22 fagpersoner fra de nordjyske kommuner. De 22 fagpersoner dækkede alle fagområderne i Udbetaling Danmark. De var meget erfarne og kompetente til at give folketingsmedlemmerne netop den viden, som var nødvendig for at træffe nogle velkvalificerede beslutninger. Mødedatoen var tilrettelagt efter aftale med Bent Bøgsted. Om fredagen, tre dage før mødet, kommer der en mail om, at han ikke kan deltage af personlige årsager. HK var nødt til at gennemføre mødet for at tilgodese de øvrige politikere, da det ikke var en let opgave at få samlet 22 fagpersoner i deres fritid. Jeg har ikke efterfølgende fået en henvendelse fra Bent Bøgsted, så han kunne få tilsendt den store faglige viden, som blev fremlagt på dagen. Det er måske grunden til misforståelsen om, hvilken service kommunerne kan levere efter overflytning af opgaverne. En anden misforståelse er, at der ikke er noget, der hedder HK Aalborg. Vi hedder HK Nordjylland og organiserer alle HK-ansatte i hele Nordjylland. Så når Bent Bøgsted taler om "gammeldags brødnid", taler han også mod bedre vidende, da en flytning af medlemmer fra kommunerne til ATP-centret betyder, at vi stadigvæk beholder dem som medlemmer. Og til sidst - digitaliseringsstrategien 2011-15 er et produkt i samarbejde med KL, regionerne og den tidligere regering, som jo blev støttet af DF. Rapporten blev udsendt i august 2011, som var før valget. Så DF har også ansvaret for det, de beskylder den nuværende regering for, i forhold til konsekvenserne af en digitalisering for de ældre. Så mit tidligere indlæg (14.2.) om at være verdensmester i dobbeltmoral gælder ikke kun partileder Pia K., men også Bent Bøgsted (DF). Man kan vel tale om en holdindsats i verdensklasse.