Holger Rune efter triumf: Troede ikke jeg kunne fortsætte

En skadet ankel undervejs i turneringen gjorde kun Holger Runes glæde over triumf i sæsonfinalen større.

Holger Rune troede, at turneringen var forbi, da han fredag vred om på anklen, men søndag strøg han til tops i Kina. Foto: Daniel Leal-Olivas/Ritzau Scanpix

Holger Rune troede, at turneringen var forbi, da han fredag vred om på anklen, men søndag strøg han til tops i Kina. Foto: Daniel Leal-Olivas/Ritzau Scanpix

Den danske tennisspiller Holger Rune kan kalde sig verdens bedste junior, efter han søndag triumferede i sæsonfinalens slutkamp og overtog verdensranglistens førsteplads i sin sidste juniorturnering, inden han fokuserer fuldt ud på senior.

Søndag vandt han finalen med 7-6, 4-6, 6-2 over franske Harold Mayot, og den samlede bedrift blev kun større af, at Rune troede, at det var slut, da han fredag vred om på anklen.

- Efter jeg vred om, tænkte jeg, at jeg ikke var i stand til at fortsætte, men min træner sagde, at jeg bare skulle have fire partier mere for at gå videre (til semifinalen fra gruppespillet, red.), og dem fik jeg.

- I semifinalen (lørdag, red.) gjorde det meget ondt i starten, men det blev bedre og bedre, og jeg er glad for, at jeg kunne fortsætte, siger Holger Rune i sejrsinterviewet på banen efter søndagens finalesejr.

Her måtte han slide hårdt for sejren, inden kampen tippede over i hans favør med servegennembruddet til 3-1 i tredje sæt.

- Jeg er så stolt af mig selv. Jeg slog min gode ven Mayot, der har spillet sit livs tennis i denne uge. Vi var begge nervøse, men sådan skal det være i en finale, siger Rune.

Som sidegevinst snupper den 16-årige dansker altså førstepladsen på verdensranglisten.

- Jeg blev lidt ekstra nervøs over udsigten til førstepladsen. Det betyder alt for mig at få førstepladsen, siger Rune.

Tidligere på året vandt han French Open, og nu kan han altså bryste sig af endnu en triumf af de helt store i 2019.

- Jeg har været fokuseret hele året og arbejdet på alle detaljer. Det er nok det, der betaler sig. Jeg kan kun takke mit hold, mine trænere og min mor for det hele, lyder det fra tenniskometen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.