Holger Rune føler sig chikaneret i nederlag i Tyrkiet

Holger Rune blev udsat for verbal chikane af modstander i nederlag i Tyrkiet, beretter hans mor og manager.

Holger Rune tabte i anden runde i Antalya. (arkivfoto)

Holger Rune tabte i anden runde i Antalya. (arkivfoto)

ANTALYA:Tennistalentet Holger Rune kunne ikke følge op på sidste uges turneringssejr i tyrkiske Antalya, da han i denne uge stillede op til en ny ITF-turnering - det tredjehøjeste niveau - samme sted.

Torsdag tabte han i anden runde til svensk-rumæneren Dragos Nicolae Madaras - verdens nummer 778 - med cifrene 5-7, 1-6.

Holger Rune blev undervejs i kampen udsat for usportslig optræden fra modstanderens side, beretter hans mor og manager, Aneke Rune, kort efter kampen.

- Vi var blevet advaret af rumænerne i forvejen. Han snakkede hele tiden nedladende til Holger. Han kaldte Holger "lille rotte" og sagde "tag ned til Patrick Mouratoglou (akademi i Frankrig, red.) og træn lidt mere".

- Dommeren forstod jo ikke svensk, lyder det fra Aneke Rune.

Efter et tæt første sæt, var andet sæt hurtigt overstået.

- Det blev for meget for Holger. Han ville ikke spille kampen i andet sæt. Det gik i hovedet på Holger, da det blev for usportsligt. Man er rystet, når man sidder uden for banen, men hvad pokker kan jeg gøre, fortsætter Aneke Rune.

Holger Rune skiftede fuldt ud fra junior- til seniortennis fra begyndelsen af 2020, og han havde i begyndelsen flere oplevelser, hvor modstanderne forsøgte at ryste den dengang 16-årige dansker.

- I starten da Holger spillede senior var flere modstandere virkeligt usympatiske, men ikke længere. Vi oplever det heldigvis ikke meget nu.

Det var Holger Runes sidste internationale turnering inden jul. Efter coronapausen satte han sig et mål om at komme i top-500 inden årets udgang, og det lykkedes.

Rune ligger ganske vist nummer 511 på verdensranglisten, der blev opdateret i mandags, men det er fordi, at ranglistepointene fra sidste uges turneringssejr først tæller med fra på mandag.

Holger Rune kan lige nu se frem til at avancere til en placering omkring nummer 473.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.