Holgersson tilfreds med sin debut

AaB’s nye forsvarsspiller kalder sin superligadebut for ”okay” og stemningen ”fantastisk”

Daniel Vendner
Markus Holgersson fik et kram af de større af anfører Rasmus Würtz efter udligningen til 1-1. Foto: Henrik Bo
Sport 18. juli 2016 06:34 - Opdateret 18. juli 2016 13:28

AALBORG: AaB gav søndag superligadebut til fire spillere, da det blev til 1-1 hjemme i sæsonens første kamp mod Horsens.

En af dem var Markus Holgersson, der gjorde en ganske god indsats i det centrale forsvar - og stod for AaB’s udlignende mål mod slutningen af kampen.

Efterfølgende er Holgersson rimelig tilfreds med kampen.

- De spillede, som vi havde forventet. De lurede på kontrachancerne, lagde mange kræfter i dødboldene - som de var rigtigt gode til - og kørte på fysikken, siger han.

- Vi gør det fint i perioder i første halvleg, men bliver ikke farlige nok. Men Lars Søndergaard laver nogle gode udskiftninger, der giver os mere fart og gør os mere direkte, og der bliver det lidt bedre.

Hans egen indsats var heller ikke af den ringeste kaliber, mener han.

- Det var okay. Især i anden halvleg, hvor vi trykker på højere oppe, kommer jeg længere frem og får brugt min fysik, siger forsvarsspilleren, der også var glad for modtagelsen på hjemmebanen.

- Det var en fantastisk stemning, og jeg glæder mig til at spille foran de her fans igen.

Holgersson og resten af AaB får mulighed for at vise evnerne igen på søndag, hvor Randers lægger græs til i anden runde af Alka Superligaen.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...