Holland gør klar til at genåbne det meste af landet 5. juni

Antallet af nye smittede er næsten halveret i Holland den seneste måned på grund af landets vaccineudrulning.

Hollands premierminister, Mark Rutte, (t.v.) og sundhedsminister, Hugo de Jonge, (t.h.) fortæller om genåbningen 5. juni.

Hollands premierminister, Mark Rutte, (t.v.) og sundhedsminister, Hugo de Jonge, (t.h.) fortæller om genåbningen 5. juni.

HAAG:Holland har fredag annonceret enden på en næsten seks måneder lang national nedlukning.

På grund af hastigt faldende smittetal kan næsten alle sektorer i landet således få lov at genåbne 5. juni - omend stadig med strikse betingelser.

Det siger landets premierminister, Mark Rutte, fredag aften.

- Dette er et fantastisk øjeblik.

- Vi tager en kalkuleret risiko. Hvis himlen falder ned i næste uge, og tallene igen begynder at stige, så står vi i en ny situation. Men ifølge regeringens ekspertgruppe, så er det usandsynligt, siger Rutte blandt andet på et pressemøde.

De lempede restriktioner betyder, at steder som museer, teatre og biografer fra 5. juni vil få lov at byde et begrænset antal gæster indenfor.

Restauranter får lov til at servere mad og drikke indenfor med visse restriktioner og udvide åbningstiderne indtil klokken 22, mens landets borgere får lov at invitere fire gæster hjem i stedet for de nuværende to.

Antallet af daglige smittetilfælde med coronavirus er næsten blevet halveret i Holland den seneste måned, i takt med at der er kommet fart under landets vaccineudrulning.

- Næsten halvdelen af folk over 18 år har fået deres første stik, oplyser sundhedsminister Hugo de Jonge på pressemødet fredag.

Over 15 procent af godt 17 millioner indbyggere er færdigvaccinerede.

Selv om de fleste sektorer af Holland igen åbner, skal steder som natklubber og diskoteker stadig holde lukket efter 5. juni. Det samme gælder markeder af forskellige slags.

Der er også dårligt nyt til landets fodboldfans, da både udendørs- og indendørs storskærmsarrangementer heller ikke bliver til noget under sommerens EM i fodbold.

Holland har den seneste uge registreret 129 smittede per 100.000 indbyggere.

Regeringen oplyser fredag, at yderligere restriktioner vil blive lempet fra 30. juni, hvis smitteraten bliver på det niveau.

/ritzau/dpa

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Skandinavisk koncern køber ikonisk nordjysk ferieresort
Luk