Holland siger god for regentpar af samme køn

Hvis en hollandsk tronfølger eller regent vil giftes med en af samme køn, er det med regeringens velsignelse.

Den hollandske kongefamilie stiller op til foto under en tidligere skiferie i Østrig. Fra venstre er det kronprinsesse Catharina-Amalia, kong Willem-Alexander, prinsesse Ariane, dronning Maxima og prinsesse Alexia. (Arkivfoto)

Den hollandske kongefamilie stiller op til foto under en tidligere skiferie i Østrig. Fra venstre er det kronprinsesse Catharina-Amalia, kong Willem-Alexander, prinsesse Ariane, dronning Maxima og prinsesse Alexia. (Arkivfoto)

AMSTERDAM:Hollands kronprinsesse kan gifte sig med en kvinde og stadig beholde sin plads som nummer et i arvefølgen.

Det fastslår premierminister Mark Rutte tirsdag.

Det er godt nok ikke aktuelt, for den 17-årige kronprinsesse, Catharina-Amalia, har ikke luftet nogen planer om at gifte sig - hverken med en kvinde eller en mand. Og generelt holder hun sit privatliv for sig selv.

Men spørgsmålet er blevet rejst for nylig i bøger, hvor det fremgår, at de hollandske regler betyder, at landet ikke kan have et regentpar af samme køn.

Mark Rutte mener dog, at tiderne har ændret sig, siden reglerne sidst blev gennemgået i år 2000.

- Regeringen mener, at en tronfølger også kan gifte sig med en person af samme køn, skriver Rutte i et svar til parlamentet.

- Regeringen kan derfor ikke se, at en arving til tronen eller kongen skal abdicere, hvis han eller hun gerne vil gifte sig med en partner af samme køn.

Premierministeren peger på, at spørgsmålet om det royale pars kommende børn og fortsættelse af arvefølgen fortsat er ubesvaret. Men det giver ikke mening at forsøge at beslutte det nu, tilføjer han.

- Det afhænger meget af fakta og omstændighederne ved den konkrete sag, som man kan se ved at kigge tilbage på, hvordan familielov kan ændre sig med tiden, skriver Rutte.

Holland var det første land i verden, der tillod to personer af samme køn at indgå ægteskab. Det skete for 20 år siden - i 2001.

I modsætning til almindelige ægteskab skal Hollands parlament godkende et royalt ægteskab.

Det er tidligere sket, at medlemmer af den hollandske kongefamilie har opgivet deres plads i arvefølgen for i stedet at gifte sig med den, de ønskede, uden tilladelse.

/ritzau/Reuters

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.