Holland truer med MGP-boykot

AMSTERDAM:Det hollandske MGP-band De Toppers agter at boykotte grandprixfinalen i Moskva, hvis de russiske myndigheder slår ned på en bøsseparade på lørdag. Den hollandske trio De Topper skal under semifinalen i årets Melodi Grand Prix i morgen forsøge at kvalificere sig til lørdagens finale i Moskva. Der er planlagt en bøsseparade i den russiske hovedstad lørdag eftermiddag, og sådanne arrangementer har tidligere fået en hård medfart af politiet. Hvis det sker igen på lørdag, så boykotter De Topper finalen, siger Gordon, sanger og sangskriver hos De Topper. - Hvis vi når finalen, og demonstrationen undertrykkes med magt, nægter jeg at gå på scenen i Moskva, siger Gordon til hollandsk tv. - Hvis min slags mennesker diskrimineres på denne måde, er der ingen grund til, at jeg skal være her. Jeg vil tage første fly hjem, tilføjer han. Bøsseaktivister har erklæret, at de agter at ignorere et muligt forbud mod at marchere igennem Moskva på lørdag - blot et par timer før afholdelsen af Melodi Grand Prix 2009./ritzau/