Holland vil bremse omikronspredning med nedlukning
På grund af omikron er der ikke nogen vej uden om en nedlukning, siger Hollands premierminister.

NETHERLANDS-POLITICS-GOVERNMENT Bart Maat/Ritzau Scanpix
Holland vil indføre en nedlukning fra søndag morgen for at begrænse en ventet stigning i antallet af coronatilfælde på grund af omikronvarianten.
Det siger premierminister Mark Rutte på et pressemøde lørdag aften.
- Jeg står her og er trist til mode. For at opsummere det i en sætning: Holland lukker ned igen i morgen, siger Rutte.
Han oplyser blandt andet, at alle skoler skal lukke mandag. Det gælder mindst frem til 9. januar.
Derudover vil man blandt andet lukke barer, restauranter, museer, biografer og teatre fra søndag. Der lukkes også for butikker, der vurderes ikke at være essentielle. Disse tiltag gælder mindst frem til 14. januar.
- Dette er uundgåeligt på grund af den femte bølge, der kommer som følge af omikronvarianten, siger premierministeren videre.
På pressemødet fortæller Jaap van Dissel, som repræsenterer de hollandske sundhedsmyndigheder, at omikron vil blive den dominerende variant i landet inden slutningen af året.
/ritzau/AFP