Udland

Holland vil skrue ned for EU

Tiden med en tættere union i EU er bag os, siger hollandsk regering, der ønsker mere national suverænitet.

Holland vil skrue ned for EU

Den europæiske union skal være mere afdæmpet, men mere effektiv. Der skal lægges mere vægt på landenes nationale suverænitet, og der skal være langt mindre indblanding fra Bruxelles.

Det er budskabet fra den hollandske regering, efter at den har afsluttet en offentlig høring om EU's nærhedsprincip, der er idéen om, at beslutninger skal træffes så tæt på borgerne som muligt.

- Europa må blive mindre, mere mager og indtage middelvejen på mange områder og koste færre penge, siger Mark Rutte, den hollandske premierminister fredag på sit ugentlige pressemøde.

Udtalelsen kommer på et tidspunkt, hvor den britiske premierminister, David Cameron, på mere kontant vis har meldt ud, at briterne ønsker mindre EU.

Cameron har lovet en folkeafstemning om britisk EU-medlemskab, hvis han genvinder regeringsmagten i 2015.

Den hollandske regering er kendt for at være skeptisk over for alt for meget detailregulering fra Bruxelles - men fra et mere proeuropæisk udgangspunkt end briterne.

Den britiske europaminister, David Lidington, har fredag været hurtig til at hilse den hollandske melding velkommen.

- Vi ser frem til at følge op på de hollandske anbefalinger, siger Lidington.

De hollandske anbefalinger står i et brev, som Hollands udenrigsminister, Frans Timmermans, har sendt til det hollandske parlament.

Her siger han, at "tiden for en stadig mere tæt union inden for alle mulige politiske områder er bag os".

Timmermans nævner blandt andet, at man bør skrue ned for harmoniseringen af social sikring og betingelser på arbejdsmarkedet, og at EU helt skal holde sig fra ting som mælk og frugt til skolebørn.

Til gengæld understreger han, at Holland stadig ser et stærkt behov for EU-samarbejde om for eksempel håndteringen af den økonomiske krise, energi, klimapolitik, asyl og indvandring, det indre marked, kamp mod skattesnyd og forsvar.

- Der skal kun være et europæisk niveau, når det er nødvendigt, et nationalt niveau, så snart det er muligt, siger udenrigsministeren.

Forslagene i udenrigsministerens brev skal nu drøftes i parlamentet, hvorefter Hollands regering vil forsøge at få opbakning i EU-Kommissionen, Europaparlamentet og de øvrige medlemslande.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.