Hollands forsvarsproblemer på vej væk

Det lysner med skaderne hos Danmarks kommende EM-modstander, hvis man skal tro på hollænderne selv.

Hollands forsvarsproblemer på vej væk

Der er skidt nyt for Morten Olsen fra den hollandske EM-træningslejr.

Den danske fodboldlandstræners hollandske ditto er meget fortrøstningsfuld i forhold til at få sit foretrukne midterforsvar klar til lørdagens EM-kamp mod Danmark.

- Det går for eksempel godt med Joris Mathijsen. Han trænede med i dag. I morgen træner han med på 70 procent.

- Torsdag og fredag vil han kunne træne med på 100 procent. Og så er han klar til Danmark, siger landstræner Bert van Marwijk om Malaga-spilleren, som har døjet med en lårskade.

Forsvarsmakker John Heitinga deltog ikke i tirsdagens træning, men Everton-spilleren er selv fortrøstningsfuld i forhold til Danmark-kampen.

- Der er ingen problemer. Jeg skal nok blive helt klar til at møde Danmark, siger han.

Danmark og Holland bor begge i Polen, men de mødes på lørdag i EM-gruppespillet i ukrainske Kharkiv. Kampen begynder klokken 18.

/ritzau/