Hollands længst siddende regeringschef Ruud Lubbers er død

Ruud Lubbers gik fra at være populær regeringschef til at forlade FN-post efter beskyldninger om sexchikane.

Politik 14. februar 2018 18:19

Den tidligere hollandske premierminister Ruud Lubbers er død, rapporterer RTL Nieuws. Han blev 78 år.

Premierministeren var kendt som Ruud Lubbers.

Hans rigtige og mindre mundrette navn var Rudolphus Franciscus Marie Lubbers.

Lubbers, som var premierminister fra 1982-1994, var en af Europas meget respekterede toppolitikere.

Men han endte i den anden grøft med vedholdende beskyldninger om sexchikane, der til sidst førte til hans opsigelse som flygtningehøjkommissær for FN.

Med en baggrund i økonomi fra Erasmus Universitetet i Rotterdam havde Ruud Lubbers oprindeligt planer om en akademisk karriere.

Sådan gik det ikke. I 1973 blev han som 34-årig Hollands yngste minister.

I fire år styrede han Hollands økonomi som landets økonomiminister. I 1978 blev han partileder for partiet De Kristelige Demokrater (CDA). Og i 1982 fik han posten som premierminister.

I 12 år - gennem tre regeringsperioder - fortsatte han som premierminister.

Det gør ham til den længst siddende regeringschef i Holland, og han blev set som Hollands svar på Margaret Thatcher. Et af hans mest kendte slogan lød: "Meer markt, minder overheid" (Mere marked, mindre regering).

I 2001 blev han kontaktet af FN-generalsekretær Kofi Annan, som tilbød ham jobbet som FN's flygtningehøjkommissær.

Den post besad han med succes, indtil han i 2004 blev anklaget for sexchikane af Cynthia Brzak, som var amerikansk medarbejder i FN's Flygtningehøjkommissariat (UNHCR).

Den garvede politiker afviste alle beskyldninger. Men det endte med, at han forlod FN-posten i 2005.

Lubbers var gift med Ria Lubbers-Hoogeweegen. De fik sammen to sønner og en datter.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...