Hollands regering vil omstøde dom om Srebrenica-massakren

Holland vil have højesteret til at omstøde dom, der finder landet delvis ansvarlig for 300 muslimers død.

Bosnia Srebrenica Anniversary Foto: /ritzau/AP/Amel Emric/arkiv

Bosnia Srebrenica Anniversary Foto: /ritzau/AP/Amel Emric/arkiv

Den hollandske regering har bedt landets højesteret om at omstøde en dom fra en appeldomstol i Haag i juni. Domstolen fandt Holland delvis ansvarlig for 300 muslimers død i Srebrenica i Bosnien i 1995.

De 300 muslimer blev sendt ud af en hollandsk militærlejr, efter at serbiske militsfolk havde løbet området over ende.

27. juni i år stadfæstede appeldomstolen i Haag en afgørelse fra 2014. Den konstaterede, at hollandske FN-soldater burde have vidst, at de 300 muslimske mænd ville blive dræbt, hvis soldaterne sendte dem ud af lejren i landsbyen Potocari.

Men det er den hollandske regering ikke enig i.

- Vi deler ikke dommernes mening, om at hollandske fredsbevarende FN-soldater handlede ulovligt.

- Vi forstår ikke, hvordan domstolen nåede frem til den afgørelse, siger talsmand for det hollandske forsvarsministerium Klaas Meijer.

Højesteret kan kun omstøde en afgørelse fra en appeldomstol, hvis den finder, at den lavere retsinstans har begået juridiske fejl eller fejl i proceduren.

De 300 muslimske mænd, der blev afvist af den hollandske FN-lejr, blev alle dræbt sammen med op mod 8000 andre muslimske drenge og mænd. Hændelsen betegnes som det største enkeltstående massemord i Europa siden Anden Verdenskrig.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.