Hollandsk bogudsalg i tomt butikslokale

Aalborg 4. september 2002 08:00

MIDTBYEN: 10.000 bøger forventer antikvarboghandler Jens Pilegaard og hans personale at skulle lange over diskene i den kommende halv snes dage. Men ikke på det vante sted i forretningen i Algade, derimod fra den tidligere Fona/DER-butik på hjørnet af Bispensgade og Vesterå. - Masser af kunder har spurgt, om vi lukker butikken, eller om vi er ved at flytte, fordi vi har skilte med bogudsalg i den tomme DER-butik, siger Jens Pilegaard. Men det er ikke tilfældet. Det er kun bogudsalget, vi afvikler i den tomme butik. Jens Pilegaard køber bøger fra bogsamlinger, dødsboer og auktioner næsten hver eneste dag. Og selv om der er god plads i butikken i Algade, skal der sorteres i bøgerne for at få plads. - Når vi så et eller andet sted i Aalborg ser et passende tomt butikslokale sorterer vi ekstra hårdt i bøgerne og laver bogudsalg over mange tons bøger, siger Jens Pilegaard. Det bliver efter såkaldt hollandsk metode. Det vil sige, at bøgerne på først udsalgsdag torsdag koster 20 kr. pr. stk. Så falder prisen dag efter dag til tre kroner pr. bog den næstsidste dag - og en fyldt plasticpose med bøger til i alt 20 kroner den sidste udsalgsdag. - Det er en sjov måde at sælge på. Mange går og lurer den første eller anden dag og har måske udset sig en stak bøger. De venter en dag eller to for at spare - men måske for at finde ud af, at andre så har købt bøgerne, siger Jens Pilegaard.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...