Hollandsk cykelveteran vinder EM på solofremstød

Ellen van Dijk satte alle rivalerne af og kørte alene over målstregen i kvindernes linjeløb ved EM.

Ellen van Dijk tog torsdag sølv i enkeltstart. Lørdag overgik hun sig selv med guld i linjeløbet.

Ellen van Dijk tog torsdag sølv i enkeltstart. Lørdag overgik hun sig selv med guld i linjeløbet.

TRENTO:Som så ofte før er det Holland, der kan juble efter et stort mesterskab i cykling for kvinder.

Ellen van Dijk tog en suveræn sejr i kvindernes linjeløb ved EM, hvor den 34-årige veteran kørte alene over stregen efter 107 kilometers anstrengelser i og omkring Trento i det nordlige Italien.

Hollænderen satte alle rivaler af i et solofremstød og demonstrerede her de evner, der også har gjort hende til en af verdens bedste enkeltstartsryttere.

Forspringet var til sidst så stort, at hun kørte de sidste kilometer mod målstregen med et smørret grin i ansigtet.

Først 1 minut og 18 sekunder senere kom en forfølgergruppe til mål for at spurte om anden- og tredjepladsen.

Her var tyskeren Liane Lippert hurtigst og tog sølv foran Rasa Leleivyte fra Litauen.

Danmark havde blot tre ryttere til start, men hverken Pernille Mathiesen, Trine Holmsgaard eller Maria Elstrøm Jensen kom til at spille nogen rolle, da løbet skulle afgøres.

Med sejren kroner van Dijk et stort EM. I torsdags høstede hun også en sølvmedalje til samlingen, da hun blev nummer to i enkeltstarten.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden