Hollandsk praktik igen

Kim Foget - sender 12 elever fra Tech College Aalborg på tre ugers praktik i Holland.

Kim Foget - sender 12 elever fra Tech College Aalborg på tre ugers praktik i Holland.

AALBORG:For andet år i træk drager elever fra Tech College Aalborg i dag på en kort udlandspraktik i Holland. Praktikken skal være med til at styrke uddannelsernes internationale karakter og i det hele taget ruste eleverne bedre også i den hjemlige praktik. Sidste år benyttede otte elever sig af muligheden, men i år er et helt dusin hoppet med på de tre uger, som denne gang tilbringes på virksomheder i Leeuwarden, regionshovedstad i Friesland. Den tekniske skole i Leeuwarden, Friesland College, har i øvrigt tre gange så mange elever som Tech College Aalborg. De 12 nordjyske elever kommer fra vidt forskellige uddannelser som smede, dyrepassere, it-supportere, mekanikere og tømrere. Ifølge Kim Foget, international koordinator på Tech College Aalborg, viste det første hollandske praktikforløb i 2008, at eleverne modnes meget gennem praktikken i udlandet. - De var alle meget tilfredse med forløbet, først og fremmest fordi de bliver mere afklarede i forhold til den uddannelse, de er i gang med. Og set med de hollandske øjne er de danske praktikanter en meget positiv oplevelse. Der er mere initiativ og selvstændighed i eleverne herfra, end hollænderne er vant til fra deres egne elever, siger Kim Foget, som har en hollandsk kollega til at stå for det praktiske arrangement omkring praktikken.