Hollandsk storbank indgår milliardforlig i hvidvasksag

Hollandsk ING Groep betaler 5,8 milliarder kroner i bøde for hvidvask i perioden 2010-2016.

Ritzau
Ledelsen i hollandske Ing Groep har afsagt bonusser som følge af en hvidvasksag, der nu koster en bøde på 5,8 milliarder kroner. Foto: Yves Herman/Reuters
Erhverv 4. september 2018 10:33 - Opdateret 4. september 2018 10:48

Mens Danske Bank slås med sin egen hvidvasksag, har den hollandske storbank ING Groep indgået et milliardforlig i en sag om hvidvask i perioden 2010 til 2016.

Det rapporterer Bloomberg News ifølge Ritzau Finans.

ING har erkendt væsentlige brister i sine procedurer i forhold til at forebygge finansiel kriminalitet og har accepteret at betale 775 millioner euro, hvilket svarer til omtrent 5,8 milliarder kroner.

- Den lykkedes ikke med at sikre, at bankkonti, der tilhørte ING's kunder i Holland, blev brugt til at vaske hundrede millioner af euro mellem 2010 og 2016, skriver myndighederne ifølge Reuters i afgørelsen.

De hollandske myndigheder, som ING har indgået forliget med, har baseret bødens størrelse på ING's finansielle styrke og betalingsevne.

Desuden afspejler bøden sagens alvor og varighed, men også at det ikke var muligt at afgøre, i hvilken grad bankkonti i ING i Holland blev misbrugt.

ING Groep er en af hollandske største banker med 52.000 ansatte og kunder i mere end 40 lande.

Sagen har fået konsekvenser for en række nuværende og tidligere ledende medarbejdere, der har mistet deres job og fået annulleret bonusser.

ING's ledelse har desuden frasagt sig sin bonus for 2018 som følge af sagen.

- Som bank har vi en forpligtelse til at sikre, at vores systemer lever op til de højeste standarder - specielt når det handler om at undgå, at kriminelle misbruger det finansielle system, siger Ralph Hamers, administrerende direktør for ING Groep, i en meddelelse.

Hvidvask er også på radaren i Danmark, hvor Danske Bank er involveret i en sag om hvidvask for milliarder i bankens estiske filial.

Bagmandspolitiet er i øjeblikket i gang med en undersøgelse af sagen, og blandt andet Jyske Bank vurderer, at Danske Bank risikerer en bøde på op mod fire milliarder kroner.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...