Holles Vinstue lukker

Ejeren Hanne Esko Bach drejer nøglen om 30. december

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Der er ofte stamgæster i vinstuen.

Holles Vinstue & Bar i Algade lukker 30. december.

Dermed forsvinder en af Aalborgs ældste vinstuer, der har dansk mad på frokostmenuen, og måske er det særligt æggekagen mange vil savne. Det er i hvert fald den, i følge ejerne Hanne Esko Bach, vinstuen er mest berømt for.

Vinstuen stammer i virkeligheden fra det gamle Holles, der lå på hjørnet af Jernbanegade og Algade. Der var både bager, konditori og en restaurant, fortæller Hanne Esko Bach.

Hun købte Holles i 1991.

- Jeg fejrede 25 års jubilæum i maj og har stået bag disken hver eneste dag siden da, undtagen på søndage, hvor vi har lukket, og har kun haft en uges ferie hvert år, fortæller hun.

Derfor er det også med en lille tåre i øjenkrogen, hun drejer nøglen til et sted.

- Det er selvfølgelig vemodigt, når jeg tænker på alle de gode år, jeg har haft her med kunderne. De er som en slags familie, og jeg har fulgt dem med børn og børnebørn. Jeg har 300 - 400 stamkunder, der kommer her jævnligt.

Holles er solgt til genboen, Kristian Ishøj, der ejer D´Wine. Sammen med fire andre investorer er han nu gået i gang med at finde ud af, hvor meget der kan og skal renoveres.

- Men der er ingen endelig afgørelse på, hvad der skal i stedet for Holles endnu. Det kommer an på, hvor meget vi kan renovere, men vi vil bevare noget af charmen og stilen med respekt for den historie der er, siger Kristian Ishøj.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.