Hollywoodlegende fylder 100 år

Kirk Douglas har været en del af Hollywood, så længe de fleste kan huske. Fredag den 9. december runder han de 100 år

Kirk Douglas fylder 100 år.  Foto: REINHARD KRAUSE/Scanpix

Kirk Douglas fylder 100 år. Foto: REINHARD KRAUSE/Scanpix

HOLLYWOOD:Karrieren begyndte dengang film var i sort-hvid, og dengang film vitterligt skulle ses i biografen. Fredag den 9. december fylder Kirk Douglas 100 år.

Debutfilmen "The Strange Love of Martha Ivers" fra 1946 er der nok ikke mange, der husker i dag.

Mange husker nok til gengæld filmen "Spartacus" og hans gennembrudsfilm, "Champion", som han modtog en Oscar-nominering for.

Det var især i 1950’erne og 1960’erne, at han satte sit præg på talrige Hollywoodproduktioner. I alt lige fra westerns til krigsfilm formåede han med sin kraftfulde karisma at sætte sit aftryk.

I alt blev det til 90 film, inden han for fem år siden lagde skuespilkarrieren endeligt i graven.

Aktiv i offentligheden

Selv er han langt fra endedestinationen. Han er stadig aktiv i offentligheden som vel nok Hollywoods ældste filmblogger.

På trods af at han betragtes som en af de største skuespillere, så er det faktisk aldrig lykkedes for Kirk Douglas at vinde en såkaldt performance Oscar, selv om han tre gange har været nomineret som bedste mandlige skuespiller.

Til gengæld måtte han på scenen i Hollywood i 1996 for at modtage en æres-Oscar for 50 års anerkendelse i filmbranchen.

Han har dog også høstet adskillige andre prestigefyldte priser.

Succes bag kameraet

Det er ikke kun foran kameraet, at Douglas har excelleret. Han har også arbejdet som producer, instruktør og tekstforfatter.

Kirk Douglas har giftet sig to gange og er far til fire børn. Mest kendt er sønnen Michael Douglas, som også har fået en storslået filmkarriere og spillet med i film som "Farligt begær" og "Wall Street".

Kirk Douglas er stadig gift med Anne Buydens Douglas på 97 år, som han tilbage i 2014 kunne fejre diamantbryllup sammen med.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.