Holmstrøm og gule ærter hos Chang

Niels Chr. Holmstrøm, KB, bliver hovedtaler fredag aften, når støtteforening ”Chang Venner” holder den traditionsrige klubaften med ”Gule Ærter” på Provstejorden.
Niels Chr. Holmstrøm, KB, bliver hovedtaler fredag aften, når støtteforening ”Chang Venner” holder den traditionsrige klubaften med ”Gule Ærter” på Provstejorden. Foto: Henrik Bo

Fredag 28. oktober holder Aalborg Chang den årlige klubaften, hvor der serveres gule ærter med diverse flæsk samt øl og snaps.

Det er en tradition, som går et halvt hundrede år tilbage, og det forventes, at op mod150 klubmedlemmer vil troppe op til den festlige aften i klubhuset på Provstejorden.

Der har været rigtig mange spændende personligheder til disse aftener i årenes løb.

I flæng kan nævnes, de tidligere landstrænere, Sepp Piontek og Richard Møller Nielsen, samt andre danske fodboldkoryfæer, som Martin Jørgensen, Morten Bruun, Stig Tøfting og AaBs træner, Lars Søndergaard. Ikke at forglemme den tidligere politiker, Anders Andersen fra Djursland (Venstre-minister), som efter fleres mening var den mest underholdende gæstetaler af alle gennem tiderne.

I år kan arrangørerne, "Changs Venner", præsenterer, Niels Chr. Holmstrøm, KB, som hovedtaler og det bliver med garanti ikke kedeligt.

Den kendte fodboldspiller og leder, har været medlem af KB siden 1956.

Han har spillet 146 førsteholdskampe og 15 A-landskampe, og var topscorer i 1. division i 1968 og igen i 74, hvor klubben begge gange blev dansk mester.

Det blev også til en glorværdig professionel karriere i halvfjerdserne i henholdsvis, hollandske ADO den Haag og HFC Harlem, og nogle år i den franske storklub, FC Girondins de Bordeaux.

Siden 2006 har han været formand i KB, ligesom han er næstformand i selskabet, Parken Sport og Event, der med stor ekspertise ejer og driver, FCK og Parken, med sport og et væld af koncerter.

Niels Chr. Holmstrøm er en meget dygtig fodboldleder i divisionsforeningen, og han har gennem årene været med til at præge dansk fodbold med visioner og fremsynethed.

- Disse fodboldaftener i Chang er en oplevelse, siger Heine Østergaard, tidligere førsteholdsspiller, på 83 år.

- Du møder rigtig mange tidligere aktive spillere i Chang, som kommer fra nært og fjernt til denne aften. Der er altid en fantastisk stemning, ligesom de respektive talere altid kommer med nogle "guldkorn", som du kan tage med hjem, understreger Heine Østergaard, der heller ikke siger nej tak til de gule ærter.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden