Homo sapiens er religiøs

Debatten går livligt om tro og intelligens, og det er, som om der antydes, at de to begreber er to forskellige verdener eller hinandens modsætninger.

Det, mener jeg, er ganske forkert. Tro og intellekt er to sider af hvert eneste menneske. Alt det levende på denne klode har mange ting og behov tilfælles. Planter, fisk, fugle, krybdyr, pattedyr og mennesker deler jordens betingelser med hinanden. Vi skal leve og ånde her, indtil vi dør, vi skal finde føde, vi skal sætte bo, og vi skal reproducere den art, vi tilhører. Mange dyr er udrustet med intelligens, som de selv udvikler og udnytter, og mennesker har optrænet dyr til de utroligste færdigheder. Men hvor mange færdigheder dyr end kan oplæres til, er der et kvantespring over til homo sapiens. Hvert eneste menneske er til forskel fra dyr udrustet med et religiøst anlæg. En videnskabsmand har sagt: ”Mennesket er størst, når det knæler”; men det evner intet dyr. Enten vi udfolder os som kristne eller noget andet, så har bonden på sin agerjord, fiskeren på havet, fabriksarbejderen ved sin maskine og kassedamen et religiøst behov, der skal plejes. Når det for mennesket drejer sig om at møde sin Gud, enten det sker i en stille personlig bøn, ved deltagelse i en gudstjeneste eller for en universitetsstuderende at benytte læreanstaltens bederum, kan det godt være, at den superintelligente studerende eller videnskabsmand har et handikap i forhold til bonden, hvis jordnære indstilling har lært ham, at han er umiddelbart afhængig af den omgivende natur. Enten der tales om tro eller intelligens, er der tale om målelige og levende størrelser, der – så længe et mennesker lever – vil være under forandring og udvikling. Fordi alt, hvad der har med et menneske at gøre, er levende. Mennesker, der lever under naturens umiddelbare betingelser, har nemmere ved at tænke i åndelige baner. Den vestjyske fisker takker ydmygt sin Gud, fordi han betragter sin fangst ikke alene som resultat af hans egen dygtighed og erfaring, men tillige som en guddommelig gave. På tilsvarende måde eksisterer bonden på naturens betingelser, så han finder det naturligt at ”takke for regnen, som vander mit land, for solskin og varme i sommerens brand, for avl i min lade dig love”. Det kan godt være, at fiskere og bønder for slægtled tilbage havde en meget hårdere tilværelse. Men fordi hvert eneste slægtled – med deres intellekt som grundlag – byggede videre på de hidtil opnåede resultater og færdigheder, klarer de tilværelsen i dag – på havet eller på marken – på en langt mindre besværlig måde. De naturgivne, undertiden hårde betingelser, som både fiskeren og bonden måtte og stadig må respektere for at leve, var også medvirkende til, at de åndelige vækkelser, som i høj grad prægede Danmark fra midten af 1800-tallen, kom til at betyde meget for Vestjylland og egne på landet i Jylland. Den åndelige vækkelse fik også vidtrækkende betydning for kulturlivet i Danmark. KFUM og KFUK blev stiftet, og derudfra kom den kristne spejder- og idrætsbevægelse. Mange steder i landet blev der bygget højskoler og lærerseminarier: Haslev, Hoptrup, Nørre Nissum, Rønde, Tommerup, Aarhus m.fl. steder; her fik unge mennesker bl.a. en kristen-national oplæring og forståelse eller en solid læreruddannelse. Siden er der kommet en lang række ungdomsskoler til, hvor kostskolelivet tiltrækker tusinder af teenagere fra alle samfundslag. Enten vi taler om tro eller intelligens, må de to levende sider af hvert enkelt menneske plejes og udfordres for at kunne udvikles. Hvis et menneskes åndelige side ikke bliver stimuleret, kan dette menneskes åndelighed være henvist til en dvaletilstand, og dets åndelige liv kommer ikke til udfoldelse. Hvis det iboende intellekt hos et menneske eller hos hele folkeslag ikke bliver plejet og får lov til at udfoldes, måske fordi dette menneske eller hele folkeslag bliver underkuet eller ikke møder tilstrækkeligt med respekt og udfordringer, synes den intellektuelle side hos disse mennesker at være spildt, fordi den ikke fik lov til at udfolde sig.