Homoseksualitet en privatsag

Så længe det kristne evangelium har lydt, har det været et budskab til alle ud fra den tanke, at ”Her er ikke forskel på jøde og græker, træl og fri, mand og kvinde; thi alle er I én i Kristus Jesus” (Gal. 3,28).

Derfor har intet menneske, uanset geografisk herkomst, social status, politisk observans, køn, seksuel orientering eller hudfarve nogen grund til at føle sig udenfor. Når det kristne evangelium gælder for alle, betyder det samtidig, at der ikke er noget specielt evangelium for den ene eller den anden gruppe af mennesker. Alle må stille sig tilfreds med det ene. Fordi det kristne evangelium altid har været og stadig er et budskab til alle mennesker af enhver art og indstilling uden forskelsbehandling, er jeg forundret over, at mennesker af alternativ seksuel observans mener, at de kan tilkomme eller ligefrem stille krav om, at de skal særbehandles. Fordi kirken er åben for alle, men uden særbehandling, kan unge og gamle, nyforelskede og aldrig forelskede, nygifte og længe gifte, rødhårede og hjulbenede på lige fod med homoseksuelle komme og få del i det kristne fællesskab, ved nadveren modtage deres synders forladelse og blive sendt bort fra gudstjenesten med Herrens velsignelse til at leve livet ude i hverdagen. Men når to mænd - eller to kvinder – finder behag i hinanden og ønsker at dele livet med hinanden i et parforhold, er dette et ganske privat arrangement, som ingen andre har ret til at blande sig i, og da slet ikke kirken. Vil de to mennesker indgå en gensidig aftale således, at de økonomisk sikrer hinanden, kan der naturligvis ikke være noget til hinder for, at de begge tilgodeser den anden i deres testamenter. Det er fair nok. Men at omtale dette private arrangement som et ægteskab, synes at være et misbrug af dette begreb; helt absurd vil det da også blive, om kirken ud fra et tildannet ritual skulle pålægges at foretage en art vielse af sådanne par. I det omfang, der er tale om kristne mennesker, vil de fuldt ud stille sig tilfreds med den velsignelse, som ligger i enhver gudstjenestes bortsendelsesord. Alligevel har på det seneste en gruppe præster promoveret sig som homoseksuelle. De vil fremme homoseksuelles ligestilling i folkekirken, bl.a. ved at planlægge særarrangementer, som skal trække bi- og homoseksuelle ind i kirken. Alene dette, at nogen præst sætter sin funktion i folkekirken i forbindelse med sin seksuelle orientering, virker skræmmende. Hvad har dog præstens seksuelle orientering med hans præstegerning at gøre? Hvis nogen præst er udrustet med en alternativ seksuel orientering, er det udelukkende hans personlige anliggende, og det kan ikke være rimeligt, at det på nogen måde kan afspejles i hans forkyndelse og øvrige væremåde som præst i folkekirken. Enhver præsts evner og funktion i embedet skal udelukkende være rettet mod forkyndelse af evangeliet og forrette forekommende kirkelige handlinger. Og for at vise, at hans tjeneste sker tillidsvækkende neutralt og uden personsanseelse, iklæder han sig sit ornat. Ligesom i dag har der altid gennem kirkens historie været dygtige præster, der har været udrustet med en anderledes seksuel orientering end flertallets. De personer, som jeg har haft og har fået kendskab til, omfatter bl.a. en præst fra dansk KFUM’s storhedstid, en fremtrædende præst inden for Indre Mission, en forstander på et IM-seminarium og en højt respekteret teologiprofessor samt andre. Hver for sig har de været særdeles aktive i dansk kirkeliv, uden at deres seksuelle orientering på noget tidspunkt har kunnet mærkes på deres kirkelige engagement eller i deres levevis i øvrigt. På trods af deres anderledes seksuelle orientering, blev de respekteret af deres omgivelser, og de blev til velsignelse gennem deres forbilledlige arbejde og øvrige uegennyttige og livslange præstationer.