Homoseksuelle får glæde af Pitts penge

100.000 dollar donerer Brad Pitt til en kampagne, der skal hjælpe homoseksuelle med at blive gift.

Homoseksuelle får glæde af Pitts penge

Homoseksuelles ret til at blive gift har i lang tid været noget, skuespilleren Brad Pitt har kæmpet en stædig kamp for.

Sammen med sin kæreste, Angelina Jolie, har han endda bedyret, at de ikke vil gifte sig, før alle andre par har den samme mulighed.

Nu sætter Brad Pitt ekstra fokus på sagen ved at donere ikke mindre end 100.000 dollar - altså mere end en halv million kroner - til Human Rights Campaign.

Organisationen har søsat en kampagne, der skal sikre, at ægteskab mellem homoseksuelle bliver tilladt i staterne Maine, Minnesota, Maryland og Washington.

Når amerikanerne går til valg den 6. november, er det nemlig én af de ting, der også skal stemmes om i de stater.

- Det er mig ubegribeligt, at folks liv og forhold rent faktisk er noget, vi stemmer om lige om lidt.

- Men sådan er vores system. Jeg vil bare ikke holde op med at kæmpe for, at elskende par kan gifte sig med hinanden, skriver skuespilleren i en mail til Human Rights Campaign.

Den økonomiske støtte falder på et tørt sted, fortæller direktøren for HRC.

- Hans penge giver os vitale ressourcer i kampagnerne, siger Chad Griffin ifølge Female First.

- Vi er meget stolte af at arbejde sammen med ham, så vi kan vise, at fundamental retfærdighed vil vinde ved valget, siger han.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst