Hongkong forbyder dansk fjerkræ

Fugleinfluenza hos gråænder ved Viborg udløser handelsrestriktioner

Der er midlertidigt restriktioner  for dansk fjerkræeksport til Hongkong, Japan og Singapore. Arkivfoto: Hans Ravn

Der er midlertidigt restriktioner for dansk fjerkræeksport til Hongkong, Japan og Singapore. Arkivfoto: Hans Ravn

KØBENHAVN:Hongkong har forbudt import af fjerkræ og æg fra dele af Danmark og Holland. Det skriver det kinesiske nyhedsbureau Xinhau.

Forbuddet fra Hongkongs Center for Fødevaresikkerhed skyldes en meddelelse om, at der skulle være fundet H7 fugleinfluenza på en gård omkring Viborg og en gård i Utrecht i Holland.

Sidste år importerede Hong Kong omkring 2300 tons frosset fjerkrækød og 78.000 æg fra Danmark.

Japan og Singapore lukker af

Hos Fødevarestyrelsen har man endnu ikke modtaget nogen henvendelse fra Hongkongs fødevaremyndigheder, men styrelsen oplyser, at også Japan og Singapore har indført importrestriktioner mod dansk fjerkræ.

Japan har lavet et midlertidigt forbud mod import af fjerkræ og fjerkræsprodukter fra hele Danmark, mens Singapore har indført et forbud mod produkter fra den specifikke gård.

Udbruddet af den mindre alvorlige fugleinfluenza H7 er fundet på en besætning med gråænder nord for Viborg.

For at forbygge smitte og for at forhindre at virus udvikler sig, har Fødevarestyrelsen opretter en én kilometer spærrezone omkring gården. Flytning af fugle indenfor og til og fra spærrezonen må derfor kun ske med Fødevarestyrelsens tilladelse.

Overvågning virkede

Smitten i besætningen blev opdaget i forbindelse med rutinemæssige overvågningsprøver, der bliver taget som led i den danske handlingsplan mod fugleinfluenza.

- Vi betragter altid lavpatogen fugleinfluenza med alvor, fordi den kan udvikle sig til den højpatogene type og også i sjældne tilfælde kan smitte til mennesker, siger souschef i Fødevarestyrelsen, dyrlæge Stig Mellergaard, i en pressemeddelelse.

Men umiddelbart er dette fund ikke farligt, siger han.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.