Honningen flyder i Tårs

Scandic Foods har udvidet med ny produktion, der giver nye job

TÅRS:Humorbarometeret stod på ekstra højt i industrikvarteret i Tårs fredag eftermiddag. Ikke kun fordi weekenden stod for døren, men mest af alt, fordi byens store virksomheder, Scandic Food A/S kunne indvie en spritny afdeling, der lover godt for beskæftigelsen og erhvervslivet i Hjørring Kommunes næststørste by. Scandic Food, der indtil nu er mest kendt for sin marmeladeproduktion, udvider nu produktionen i Tårs til også at omfatte honning og andre søde sager. Virksomheden har kort fortalt lavet en "omvendt Nordjylland", lukket en afdeling i Odense og flyttet den tidligere fynske produktion til Vendsyssel. Tårs i god vækst Derfor var der brug for mere plads, og virksomhedens nuværende 10.000 kvm. blev fredag forøget med 3000 af slagsen i en ny tilbygning, som blev indviet under stor festivitas. Og set med en virksomhedleders øjne, så er der også noget at fejre: - Vi har valgt at lægge produktionen til Tårs, fordi der allerede er et moderne produktionsanlæg, som nu er blevet udvidet, og fabrikken her i Tårs er meget effektiv fabrik, og den har været i god vækst i de tre år, hvor vi har ejet den, sagde Joint Managing Director Torben Christensen inden Hjørrings borgmester Bent Brown (S) erklærede de nye lokaler for åben. Og også hos borgmesteren stod humørbarometeret på højt. Indvielsen betyder nemlig flere tiltrængte arbejdspladser til Hjørring, og det er en nyhed, der er sød som honning i øret på en borgmester - Det er er et eksempel på nogen, der går i mod globaliseringen - her kommer der arbejdspladser til kommunen, og hvad Scandic Food gør er flot, sagde Bent Brown inden de nye lokale blev givet fri til en rundvisning blandt de meter højer stabler af søde sager. Nye arbejdspladser I alt har Scandic Foods ansat 15 nye medarbejder til den nye produktion, der udover honning, også kommer til at bestå af sirup, saft og juice. I alt betyder de nye produkter en ekstra produktion på 100 mio. kr. årligt - det bringer det samlede antal ansatte i Tårs op på den rigtige side af 100 personer. - Der er god adgang til højt kvalificerede medarbejdere i området, og det er vigtigt, fordi udvidelsen har betydet en del nyansættelser, siger Torben Christensen, der vurderer, at der måske vil blive brug for yderligere ansatte, når produktionen rigtig kommer igang. - Vi forventer stor vækst - blandt andte gennem nye produkter og planlægger også nye investyeringer her på fabrikken her i Tårs, tilføjede Torben Christensen.