Ældreforhold

Hopla er kommet i "nye" lokaler

Renoveringen af de ældres aktivitetscenter i Bedsted er nu næsten afsluttet

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Stinne Christensen fra Hurup får hjælp ved computeren af Inga Ibsen, Agger. Foto: Klaus Madsen

Nu mangler der kun det sidste lag tagpap, inden de ældres aktivitetscenter Hopla i Bedsted, er blevet renoveret. Renoveringen var en del af aftalen mellem den daværende Sydthy Kommune og ildsjælene bag Bedsted og omegns Beboerhus (BOOA), der sammen med Hopla holder til i det tidligere Plejehjem Midtthy. Oprindeligt skulle renoveringen allerede være afsluttet i august i fjor. Men på grund af mangel på håndværkere, blev opgaven udskudt. Afsluttet Peter Skriver Nielsen fra BOOA fortæller, at man sidenhen har lavet lidt om på de oprindelige planer. - Det har vist sig, at der ikke var noget i vejen med en del af tagkonstruktionen. Så det var jo et positivt problem. Til gengæld har vi sat nyt loft op i salen og i edb-afdelingen. Derudover har vi lige udskudt de sidste lokaler, mens vi har malet lokalerne og sat nye lamper op, forklarer han. Peter Skriver Nielsen fortæller, at der nu kun mangler det sidste tagpaplag på taget. - Det kommer på plads, lige så snart, der bliver tørvejr. Ellers anser vi renoveringen for færdig, siger han. Hopla har 400 medlemmer og aktivitetscentret besøges i gennemsnit af 250 personer om ugen. Heraf er der otte grupper á 10 personer, der er med i edb-undervisningen. I øvrigt indvies BOOA officielt i eftermiddag.