Hestesport

Hopper har hovedroller

Tre nordjyske heste kan alle vinde hoppederbyet

AALBORG:Når Hoppederbyet i eftermiddag køres på Charlottenlund Travbane, er det med tre nordjyske heste i hovedrollerne. Der kommer 12 gode fire-årige hopper til start om en samlet præmiesum på 490.000 kroner, hvoraf vinderen snupper de 230.000 kroner. En af de fremtrædende kandidater til at vinde de mange penge og ikke mindst de gyldne laurbær er Grace Hjordal. Grace Hjordal ejes af den 46-årige Per Kristiansen, Kongerslev, der til daglig arbejder som elektriker på Dansk Eternit i Aalborg. Per Kristiansen har for år tilbage haft amatørlicens og også vundet løb med hesten Cape Town, men nu har han rollen som hesteejer og kommende opdrætter. - Grace Hjordal er den eneste hest, jeg har, og jeg er både stolt og spændt på, hvordan den klarer sig i Derbyet, men jeg er såmænd tilfreds, hvis den kommer med inden for præmierækken, siger en lidt beskeden Per Kristiansen. Per Kristiansen købte Grace Hjordal som plag af den kendte opdrætter Egon Nørlem i Støvring, og han har ikke haft grund til at fortryde den handel. - Jeg kiggede på flere heste dengang, og da Egon Nørlem hørte, jeg var interesseret i at købe en god hoppe, kontaktede han mig, og jeg faldt hurtigt for den dejlige hest. Den havde en fantastisk god afstamning, og jeg var netop ude efter en hoppe med henblik på at kunne avle videre på den efter endt løbskarriere, fortæller Per Kristiansen. Grace Hjordals moderlinje har bragt mange stjerner. Moderen Scarlett Hjordal er søster til en af de bedste hopper gennem tiderne, Feicy Hjordal, som bl.a. er mor til den tidligere derbyvinder Wee Hjordal. Little Devil, amerikanerhingst, er far til Grace Hjordal, så man kan roligt sige, at familieforholdet er i orden. Vokseværk gav afbræk Grace Hjordal har kun 11 starter i karrieren. - Grace voksede meget, og da hun er en stor dame, skulle vi lige have travet til at stemme. Derfor har hun ikke haft så mange starter hidtil, men nu ser det ud til, at det hele stemmer på hesten, siger Per Kristiansen. Han har selv trænet hesten i samarbejde med amatørkusken Michael Nørlem, på hvis gård hesten er opstaldet. Det var egentlig også meningen, at Michael skulle have kørt hesten i Derbyet, men på grund af reglerne inden for travsport omkring amatører og ejerskab, bliver det i stedet Skivetræneren Knud Mønster, der kører hesten i Derbyet. - Knud Mønster har kørt Grace Hjordal tre gange og har vundet alle tre gange, så det er en ubesejret duo, der stiller op på Derbydagen. Grace er meget hurtig fra start, men den kan også løbe bagfra, så Knud Mønster bestemmer selv taktikken i løbet, siger Per Kristansen. I sine 11 starter er det blevet til fem sejre og en indtjening på knap 100.000 kr., så en Derbysejr vil skæppe rigtig godt i kassen, og pengene kan Per Kristiansen sagtens få brug for. Købt nedlagt landbrug Per Kristiansen har netop købt et nedlagt landbrug i Kongerslev med 10 tønder land til, som han overtager på mandag 1. september, og der er masser at tage fat på. - Der er meget, der skal laves i stand med forskellige reparationer, maling o.s.v., så det vil lune godt i økonomien med en god præmie, siger en spændt Per Kristiansen, der allerede ankom til Charlottenlund Travbane fredag aften. Grace Hjordal og Per Kristiansen kan forvente stor opbakning fra et talstærkt nordjysk publikum, hvor imellem også opdrætteren Egon Nørlem og medtræneren Michael Nørlem befinder sig. En anden af de nordjyske heste, Gefion Vang, som ejes af Stutteri Vang Hovedgård i Nørresundby, har haft en problematisk sæson, men viste i sin derbyprøve, at den måske er på rette vej, da den vandt. Gefion Vang har kapaciteten til at vinde løbet, men den har haft tendens til at slå over i galop, så hvis kusken, Skive-træneren Seppo Kukkonen, kan få bugseret Gefion Vang fejlfri rundt, er den uden tvivl med helt til stregen. I sine 16 starter har Gefion Vang sejret fire gange og indtjent 160.000 kroner. Nordjysk outsider Sidste nordjyske deltager er Ghana Roland med jockey Morten Størup, Præstbro, der ejer hesten sammen med ægtefællen, træner Gitte Larsen. Ghana Roland har startet 17 gange med to sejre som resultat og en indtjening på 38.000 kroner. Den kvalificerede sig til derbyet ved at blive nr. to i derbyprøven, og det vil være en stor sensation, hvis den skulle løbe med sejren. Men det er før sket, at der kommer en stor overraskelse i derbyet. Spændende bliver det, om den nordjyske trio kan vise deres konkurrenter baghjul.