Horesta: Skiltning nytter ikke

KØBENHAVN:Restauranternes brancheorganisationen Horesta er skeptisk overfor at sætte kalorieskema på menuen. Initiativet er ikke afstemt med danskernes forventninger til restaurantbesøg, lyder det. Når Hr. Hansen sætter kniven i en "Jensen-bøf", ved han reelt ikke, hvor sund eller usund hans mad er. Men et kaloriebarometer, der fortæller madglade danskere om joule og fedtindtag, vil ikke være den store hjælp, mener Horesta. Dermed giver organisationen ikke meget for en ny lov fra New York, der pålægger kæderestauranter at skilte med antallet af kalorier. - Selvfølgelig vil vi gerne tage ansvar for, at vi herhjemme undgår en fedmeepidemi. Men vi mener ikke, at loven direkte kan overføres til danskerne. Kan vi overhovedet bruge et kalorieskema? Man skal vide noget om ernæring for at få udbytte af informationerne, siger Horestas formand, Jan Laursen. Horestas interne undersøgelser fra dette forår viser, at danskerne tænker mere på sund kost end tidligere. Men det er stadig smag og oplevelser, der oftest afgør, hvor man vælger at indtage sin mad. /ritzau/