Hormoner efter ophør med menses

?Jeg har læst i avisen om overgangsalderen og har et spørgsmål til dig. Jeg er 55 år, og mine menstruationer holdt bare op i marts sidste år. Jeg har det godt og mærker ingen ting. Men min læge siger, jeg skal have hormonpiller. Men det vil jeg ikke. jeg kan ikke se nogen grund til det, da jeg har det godt. Tror du, at jeg får svedeture og lignende efter så lang tid uden menses? Alle min mors søskende er døde af kræft, blandt andet brystkræft. Annemette !Jeg synes bestemt ikke, at du skal have hormonpiller. Heller ikke selvom du havde fået hedeture, og især ikke når du har brystkræft i familien. Hormoner efter overgangsalderen har vist sig at øge risikoen for brystkræft, blodpropper og svækkelse af åndsevnerne, så det er kun en nødløsning i højst et par år til kvinder, der har meget svære symptomer i overgangsalderen. Og der er alternativer, som kan dæmpe symptomerne, så de er til at lave med. Når du nu har gået halvandet år uden symptomer, kommer der næppe nogen, i hvert fald ikke særlig udtalte symptomer. Jeg gad nok vide, om din læge har vidst, at du har brystkræft i familien. Har han vidst det og samtidig anbefalet dig at tage hormoner, så bør han nok på efteruddannelse. Hvis din læge har villet hjælpe dig med at undgå knogleskørhed, så findes der andre muligheder for at forebygge den, blandt andet at tage tilskud af kalk med D3-vitamin og magnesium og at tage tilskud af K-vitamin. Muskelarbejde og motion forebygger også fint.