Hornbech vil bruge Grundtvig i kampen for integration

Minister vil folkeoplyse sig til integration. Ikke nok, siger DF.

Birthe Rønn Hornbech overtager Integrationsministeriet fra Rikke Hvilshøj. Foto: Scanpix
EMNER 1. december 2007 22:06

Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) vil kopiere Grundtvig og gøre folkeoplysning til det bærende element i integrationen. - Hele min argumentation og min foredragsvirksomhed, det er jo folkeoplysning. Det er jo også derfor, jeg så ofte siger, at vores demokrati er antielitært. Det er den enkelte borger, der skal føle et ansvar, og det kræver selvfølgelig, at de er oplyste. Det kræver mindre lovgivning og mere samtale alle vegne, siger hun. Det var Grundtvig, der stod bag de første folkehøjskoler, som netop blev skabt for at undervise voksne i at blive gode statsborgere. Og den tanke er mere aktuel end nogen sinde, siger integrationskonsulent og folketingskandidat for De Radikale, Manu Sareen, som glæder sig over udmeldingen. - Det har virket på danskerne, og derfor virker det også på etniske minoriteter. Oplysning er meget favnende, fordi man ikke siger, at noget er dårligt eller godt, siger han. Dansk Folkeparti er derimod skeptisk - netop fordi de mener, at det er helt nødvendigt at sige, hvad der er godt og skidt. - Hvis vi står fast på vores værdier, så er det fint at oplyse om det. Men det er også vigtigt, at vi står fast på, at vi nok ikke har ret meget til fælles med troende muslimer. Overskriften på Birthe Rønn Hornbech er, at hun siger rigtig mange gode ting, men det kan ofte ikke lade sig gøre i praksis. Hvis man skulle følge hende i, at hvis vi bare fortæller om vores værdier, så skal det nok gå, så var der jo slet ikke brug for stram asylpolitik, siger Dansk Folkepartis nye integrationsordfører, Peter Skaarup. Læs Indsigt side 6

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...