Horne er klar med oplevelser til de lange aftener

HORNE:Den mørke tid er snart over os, men det er ikke ensbetydende med, at man bør lægge sig til rette på sofaen med tæppet. For der er masser af tilbud om spændende arrangementer hos de lokale foreninger. Horne Menighedsråd har programmet klar for det næste halve år. Der bydes på en god blanding af sang, musik, levende fortælling, de danske værdier, advent og jul, St. Vildmoses udvikling fra stenalderhav til agerland samt beretninger om to kendte præsteskikkelser. Første gang er tirsdag 10. oktober, hvor Jutta Engbjerg og Thorvald Baggesen binder en flot musikalsk buket. Tidligere MF’er, Peter Duetoft, lægger op til debat tirsdag 7. november med foredraget ”Hvor blev de danske værdier af?”. Vi er meget optaget af internationalisering og andre kulturer i Danmark, men hvordan står det egentlig til med alt det, vi hævder er dansk? Bliver det glemt midt i det hele?, spørger Peter Duetoft. Derefter nærmer adventstiden og julen sig. Horne-koret underholder og Jette Nedergaard vil læse og fortælle Selma Lagerløfs legende om Julerosen onsdag 6. december. Efter nytår kommer Søren Lodberg Hvas forbi tirsdag 13. februar. Han fortæller om de to vestjyske nabopræster Kaj Munk og K.L. Aastrup. Birgitte Arendt mestrer den levende fortælling og hende kan man møde mandag 19. marts. Endelig handler det om St. Vildmoses historie, når den daglige leder af Vildmosemuseet i Brønderslev, Helga Sivesgaard Olesen kigger forbi mandag 16. april. Horne-Aftner’s formål er at give deltagerne mulighed for at få udsyn og indblik, oplevelse og indlevelse i form af ord, billeder, foredrag, sang og musik. Alle interesserede også udenfor Horne er velkommen til at besøge Horne Missionshus.