Horne-forsvaret stod fast

2. division håndbold, kvinder Horne KFUM - Hadsten 26-19 (15-9) Mål for Horne: Bodil Christensen 6, Katrine Smed og Pia Holstein hver 5, Åse Christensen og Jette Sørensen hver 4, Tove Christensen og Mette Nedergaard begge 1. Mål for Hadsten: Lonnie Henriksen 6, Lene Rønde 5, Malene Tang 4. HORNE: Det blev til en fortjent og sikker sejr til hjemmeholdet efter en god indsats i specielt forsvaret. Således blev Hadstens niende scoring sat ind ti minutter før pausen, og da det 10. mål først faldt 13 minutter inde i anden halvleg, var kampen afgjort allerede på det tidspunkt. Starten var ellers meget jævnbyrdig, for efter 20 minutter stod det 8-8. Herefter kom den gyldne lille halve time for hjemmeholdet, hvor det inden pausen blev 15-9 og efterfølgende 21-9, inden gæsterne fik lov til at score igen. På det tidspunkt måtte Hadsten prøve noget for at vende kampen, og det blev til mandsopdækninger samt en mere offensiv opdækning. Det gjorde, at det sidste kvarters tid blev noget rodet, men sejren til Horne var på intet tidspunkt truet. Taars/Ugilt - Aalborg KFUM 21-26 (12-11) Mål for Taars: Line Rasmussen 5, Helle Carlsen 4, Pernille Haugaard Schlie, Kristine Kiib, Susanne Kjelstrup og Signe Haagensen alle 3 Mål for Aalborg KFUM: Christina Haugaard og Matilde Rygaard begge 6, Tina Winther og Susanne Nejskov begge 5, Mia Engstrøm 2, Anne Korbo og Christina Hansen hver 1. TAARS: Det blev et ganske spændende og afvekslende opgør, de to hold gav hinanden. Hjemmeholdet kom ganske godt fra start og førte med 5-1, inden gæsterne nåede op første gang ved 8-8 i det 21. minut. Herefter fulgtes de to hold pænt ad, og Taars-holdet gjorde det ganske glimrende mod det ubesejrede tophold. I bestræbelserne på at sikre den fjerde sejr på stribe, valgte gæsterne en mere offensiv opdækning i anden halvleg, og det passede ikke lige hjemmeholdet. Da der for alvor kom gang i fløjspillet, med seks mål af Matilde Rygaard og et flot gennembrud som divisionsspiller af Tina Winther, trak Aalborg-holdet fra til sidst og vandt relativt sikkert med fem mål. Bjerringbro - Frederikshavn fI 34-23 (20-12) Mål for Frederikshavn: Lene Krag og Pia Harstad hver 7, Birgitte Isaksen 5, Anita Jacobsen 2, Carina Poulsen og Kamilla Jacobsen hver 1. BJERRINGBRO: Der var ikke meget at stille op for gæsterne mod et veloplagt hjemmehold, og da det slet ikke lykkedes for Frederikshavn at få forsvaret til at fungere, skulle det gå galt. Det første kvarter var lige, men herefter trak Bjerringbro fra med lynets hast og nåede op på 20 scoringer allerede inden pausen. Med den solide føring i ryggen slappede hjemmeholdet lidt af i anden halvleg, men ikke mere, end at tempoet blev strammet, hvis gæsterne fik scoret for ofte. Denne gang havde Frederikshavn en enkelt udskiftningsspiller til rådighed, så mod slutningen kneb det lidt med luften, selvom 23 mål i en kamp ikke er så ringe endda. Undervejs fik gæsterne ni straffespark mod et hårdt spillende hjemmehold, og heraf blev de seks udnyttet. mølbæk