Håndbold

Horne kom i stormvejr

VIBORG/HORNE:Horne KFUMs damer mærkede ikke alene stormvejret på vej til Viborg, for Viborg HK andethold blæste også op til storm fra starten af 2. divisionskampen. Hurtigt kom Viborg-reserverne foran 3-0, og med en række contraløb og hårde tacklinger i forsvaret gjorde holdet livet surt for Horne, som dog fightede sig ind i kampen. Efter et kvarters spil løb Ida Birch sammen med en modstander. Begge flækkede et øjenbryn og blev kørt på skadestuen. Efter en længere pause i spillet kom Horne bedst i gang og kom foran 9-6, men så kom Viborg i gang igen og førte med 12-9 ved pausen. Anden halvleg gik lidt bedre for Horne, men i slutfasen satte Viborg tingene på plads og vandt 23-20. Mette Nedergaard havde en hård dag i forsvar og angreb, Hjørring lavede mange og gode gennembrud, Marie Lauridsen stod en rigtig fremragende kamp, hvor hun holdt Horne KFUM inde hele vejen igennem. Mål for Horne KFUM: Pia Holstein 3, Charlotte Hjørring 3, Ida Birch 2, Anja Birch 2(2), Tove Chr. 2, Bodil Chr. 1 og Mette Nedergaard 5.