Viborg

Horne til Viborg

HORNE: Når Horne KFUMs damer i 2. division i dag tager på bustur til Viborg for lørdag eftermiddag at spille mod liga-reserverne på Vibborg HK's andethold, kan de gøre det i bevidsthed om, at Horne lige før jul sendte Viborgspillerne retur fra Stendyssehallen med et noget uventet nederlag. Viborg og en række andre klubbers andethold i divisionen er temmeligt uforudsigelige at spille imod. Det giver sig ind imellem udslag i nogle gedigne resultatmæssige overraskelser. Men Horne har haft friweekend, og har derfor ikke spillet kamp de sidste tretten dage. Forhåbentlig betyder det, at det er en flok kamp- og spillelystne Horne-spillere, der løber ind i den fine hal i domkirkebyen i eftermiddag, så de kan fortsætte den fornemme sejrsstime, de er inde i. I pokalturneringen trak Horne KFUM i næste runde Mønsted Sparkær. Det er et 1. divisionshold, som Horne skal møde hjemme i Dyssen i begyndelsen af marts. Og selv om det måske ikke bliver det publikumsbrag, det ville have været, hvis man havde trukket Fox Team eller Viborg, så er der tale om en modstander, som Horne i deres nuværende form bør kunne matche og evt. slå ud. Og så kommer kassekampen måske i næste runde! Træner Tonni Kjær tager følgende spillere med til Viborg: Louise Espersen, Pia Holstein, Jette Sørensen,,Tove Christensen, Aase Christensen, Mette Nedergaard, Helle Didrichsen, Winnie Oddershede og Bodil Christensen. schib