Horne var ikke klar i Ikast

Ikast 1. oktober 2002 08:00

HORNE: Selv de mest rutinerede håndboldhold kan slås ud af nerver, eller det kan i hvert fald se sådan ud. Det blev bekræftet, da Horne KFUM's damer i 2. division søndag indledte sæsonen på udebane i Ikast. For øjnene af meget få tilskuere kværnede liga-reserverne fra Ikast med eks-landsholdsspilleren Anja Nielsen i spidsen løs, så de garvede Horne-spillere aldrig fik det sædvanlige glid over spillet. - Med 14 træningskampe, hvor vi har vist, at vi kan få tempo over spillet også mod højere rangerende hold, er det ærgerligt, at intet vil lykkes, når det endelig gælder. Nu må vi kigge frem mod den første hjemmekamp på søndag, hvor Tårs-Ugilt kommer på besøg. Et sådant lokalopgør skulle kunne sætte os op til at yde 100 procent, siger Bodil Christensen ovenpå den lange tur hjem fra Ikast. Kampen i Ikast var præget af, at Ikast fik for let spil i kontraløbene. Kun Jette Sørensen hos Horne havde rimeligt styr på returløbene. Og det er for lidt, når modstanderne har spillere som Anja Nielsen med. I angrebet blev der brændt for mange oplagte chancer på Camilla Eriksen. Den tidligere Horne-Asdal målvogter var med en god indsats medvirkende til at pille glansen af sine tidligere klubkammerater. 28-19 vandt hjemmeholdet efter 11-7 ved pausen. I anden halvleg nåede Horne op på 11-15. Men så slog Ikast til med seks mål på rad, og så var kampen endelig afgjort. Målscorere for Horne: Helen Jensen 6, Åse Christensen 4 (3), Winnie Oddershede 4, Bodil Christensen 2, Tove Christensen 1, Helle Didrichsen 1 og Jette Sørensen 1. schib

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...