Horns Mindefond giver cabaret-billetter til ældre

AALESTRUP:Der er en spændende oplevelse i vente for pensionisterne i Aalestrup Kommune, når Ellen og Harald Horns Mindefond på søndag inviterer til cabaret på Knaberscenen og efterfølgende sammenkomst med smørrebrød på Hotel Hvide Kro. Mindefonden har hyret Membranens dygtige aktører til at opføre en ekstra forestilling af stykket "I Dit Korte Liv". Cabaretten er bygget over en lang række af Kai Normann Andersens populære sange og havde premiere i fredags. Arrangementet er gratis, men Fonden gør opmærksom på, at der kun er plads til omkring 175 personer. Tilmeldingerne sker derfor efter "først-til-mølle"-princippet og bør ske senest fredag ved henvendelse til Børge Haugaard, formanden for Aalestrup Pensionistforening. Ellen og Harald Horns Mindefond har ydet tilskud til en lang række projekter og modtager gerne yderlige ansøgninger til formål, der ligger indenfor Fondens paragraf, som er "støtte til kulturelle, sociale og uddannelsesmæssige formål for folkepensionister i Aalestrup Kommune". Alene i 2002 er der bevilget penge til Jydeværkstedet, EDB-kursus for pensionister, Dansk Røde Kors Besøgstjeneste samt Simested-Testrup Pensionistforenings 50 års jubilæum.