Hornum dysten i en rå udgave

Aalborg 3. september 2002 08:00

HORNUM: Årets Hornum dyst bliver rå kost. Men det kan også meget vel blive den eneste form for føde, deltagerne i dysten får at se fra fredag aften og en uge frem. Der skal nemlig bogstaveligt talt slides for madrationerne, fra det øjeblik de 12 deltagere bliver spærret inde bag et hegn ved Søttrup Fiskesø. De barske løjer står på i ni dage, før det hele afgøres i en finale mellem de to sidste deltagere under Septembermarkedet lørdag 15. september. - Det bliver en barskere oplevelse for deltagerne på alle måder, konstaterer Jens Chr. Jacobsen, der sidder i Hornum dystens pr- og sponsorudvalg. Hovedparten af maden skal deltagerne kæmpe sig til, hvor de tidligere år har fået udleveret en grundpakke, og de indlagte dyster er gjort hårdere. Blandt andet derfor er der hentet professionelle plageånder ind, som skal stå for en del af opgaverne under dysterne. De ansvarlige for dysterne bliver Jørgen "NC" Christensen og to tidligere deltagere, Dennis Mosbæk og Camilla Christensen. En række lokale foreninger og klubber har påtaget sig forskellige praktiske opgaver i forbindelse med dysterne undervejs. Efter fem overnatninger ved Søttrup Fiskesø flytter Hornum-dystens resterende deltagere ind til Markedspladsen, hvor de sidste kampe mellem rødt og hvidt hold bliver udspillet. Overskuddet er sikret Sponsoropbakningen har været fornem, konstaterer Jens Chr. Jacobsen. - Vi har mellem 50 og 60 sponsorer. Det betyder, at vi på forhånd er sikre på at få et overskud på mindst 30.000 kroner, siger han. Overskuddet, der ender hos Land & By, kan dog ændre sig en smule. - Vi vil ikke afskrive os muligheden for at finde på noget sjovt med deltagerne undervejs. Tre gange i løbet af ugen er der lagt op til en auktion over forskellige sponsorgaver lige fra boremaskiner til belægningssten og en omgang bowling med tilhørende middag. - I år har vi hyret en professionel aktionarius for at få lidt mere aktion ind i auktionen, fortæller Jens Chr. Jacobsen. Det praktiske arbejde under Hornum-dysten er delt ud til en række frivillige, der efter alt at dømme går en ligeså travl uge i møde som deltagerne. Jens Chr. Jacobsen har selskab i pr- og sponsorudvalget af Steen Olesen. I pladsudvalget sidder Flemming Jensen og Frede Larsen, mens Lise Jensen er auktionsansvarlig, og Niels Jensen har overblikket over dagenes gang ved Søttrup Fiskesø. Knud Kristensen er bevilget en chaufførkasket. Han skal nemlig sørge for hjemtransporten af de udstemte deltagere. Deltagerne er i år i højere grad end tidligere valgt fra Vesthimmerland. - Det er i håb om at lokke endnu flere tilskuere ind på pladsen, men der er også folk fra Aalborg og Århus, som slet ikke er kendte her på egnen, oplyser Jens Chr. Jacobsen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...