Lokalpolitik

Hornum holder på Jan Dyregaard

HORNUM:Jan Dyregaard er manden, der skal sikre Venstre den første borgmesterpost i Vesthimmerlands Kommune. Det er holdningen i Venstrevælgerforeningen i Hornum-Ulstrup, og den blev bakket op på generalforsamlingen på Hornum Kro forleden. Her var Folketingsvalget og det kommende kommunalvalg af indlysende årsager store emner. - Vi skal sikre et godt valg, der giver Venstres politikere mandat og styrke til at klare de store opgaver, der venter forude i den nye kommune med små 40.000 indbyggere. Venstre skal være med til at præge afgørelserne ved at være aktive og deltage på de områder, der interesserer os hver især, fastslog formand Mona Bach Jensen. Som også noterede sig at det trods konkurrence fra valgkampen lykkedes at friste en snes medlemmer med generalforsamlingen. Borgmesterkandidat Jan Dyregaard konstaterede, at der forestår et stort arbejde med at få de kommuner med forskellig struktur og kultur fusioneret til en enhed. - Nogle negative røster har prøvet at fortælle til alle og enhver, at fremtiden ikke ser lys ud. Jeg er uenig. De 4 kommuner, der nu bliver til Vesthimmerlands Kommune, har en masse muligheder, der ligger klar til at blive udnyttet. Vi har meget fine uddannelsesmuligheder, vi har et stærkt handels-og erhvervsliv, vi har bredt udvalg indenfor kulturlivet og vi har en Limfjordskyst, der rummer uanede muligheder for turisme i fremtiden. Vi har et kæmpe potentiale, der ligger klar til at blive udnyttet og nøglen til det hele ligger i mere uddannelse, pointerede han.