Horsens henter forstærkning til forsvaret i FC Midtjylland

For anden gang har AC Horsens hentet forsvarsspilleren Søren Reese på en lejeaftale.

Søren Reese (til højre) spillede i AC Horsens på en lejeaftale i sæsonen 2018/19. Nu kommer han igen til at repræsentere klubben.

Søren Reese (til højre) spillede i AC Horsens på en lejeaftale i sæsonen 2018/19. Nu kommer han igen til at repræsentere klubben.

FODBOLD:AC Horsens forstærker sig i forsvaret i bestræbelserne på at klare skærene i Superligaen.

Klubben skriver på sin hjemmeside, at nordjyske Søren Reese lejes i FC Midtjylland for resten af sæsonen.

Det er anden gang, at den tidligere Jammerbugt FC-spiller støder til AC Horsens på midlertidig basis. Han blev også udlejet til klubben i sæsonen 2018/19.

27-årige Reese har siden i sommer været på leje i polske Zaglebie Lubin. Egentlig var planen at blive i Polen hele sæsonen, men kontrakten blev ophævet før tid.

- For mig var det meget enkelt, da vi begyndte at snakke sammen. Jeg har tidligere haft en rigtig god tid i klubben og har selvfølgelig fulgt med, og vi kan have stor gavn af hinanden, siger Reese til Horsens' hjemmeside.

- Der er kun én overskrift i foråret, og det er overlevelse, og det vil jeg sindssygt gerne bidrage til.

- AC Horsens og jeg har mange af de samme værdier, og jeg havde det godt med alle mennesker i klubben, da jeg var der i et år for ikke så længe siden. Jeg er sulten og glæder mig til at spille kampe og gøre en forskel, lyder det fra midtstopperen.

AC Horsens fyrede i december Jonas Dal og erstattede ham med Jens Berthel Askou.

Askou glæder sig til at gøre brug af den duelstærke forsvarsspiller.

- Søren Reese passer rigtig godt ind i den måde, vi som klub skal udtrykke os på i 3F Superligaen, for han er en kæmpe vinder og en kriger, og han har spidskompetencer på et rigtig højt niveau. Han har styrker i begge felter, og det kan være med til at tippe de tætte kampe over til vores fordel, siger han.

Før de sidste ni kampe i grundspillet ligger Horsens næstsidst i landets bedste fodboldrække med seks point.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.