Politik

Hospice bliver klar til 2007

Formanden for støtteforening, Jens Chr. Larsen, glæder sig over politikernes beslutning

FREDERIKSHAVN:Formentlig allerede næste år er et hospice i Frederikshavn en realitet. - Jeg er meget glad for beslutningen om at placere en hospicefilial her i byen, og jeg forventer, at det kan tages i brug i løbet af 2007, siger formanden for støtteforeningen Kamillus Frederikshavn, amtsrådsmedlem Jens Chr. Larsen. I de seneste måneder har der kørt en hård kamp mellem Frederikshavn, Hjørring, Mariagerfjord og Thisted kommuner om de seks ekstra hospicepladser, men fredag afgjorde regionsrådet kampen til Frederikshavns fordel. Det er endnu for tidligt at sige, hvor det nye hospice kommer til at ligge, ligesom Jens Chr. Larsen heller ikke på nuværende tidspunkt er i stand til fortælle, om det bliver tale om et nyt byggeri eller om det kommende hospice får plads i eksisterende bygninger. Kastanjegården har tidligere været nævnt som velegnede lokaler. - Eftersom der bliver tale om patienter, der skal have smertebehandling, er det oplagt, at hospice skal ligge i nærheden af sygehuset, siger Jens Chr. Larsen, der mener, at den meget store lokale opbakning til et hospice er en af grundene til, at Frederikshavn løb af med sejren. En kreds af lokale virksomheder, fonde og loger har tilsammen givet tilsagn om foreløbig 10 millioner kroner, men flere penge er højst sandsynlig på vej. - Jeg tror, at den store støtte har gjort indtryk på politikerne. Og der er helt sikkert flere penge på vej, idet der stadig er virksomheder og fonde, vi mangler at kontakte, siger Jens Chr. Larsen. Som nævnt er der foreløbig tale om seks pladser, men visionen er, at der skal etableres 12 pladser. Det nye hospice i Frederikshavn bliver en filial af Kamillianergaarden i Aalborg.