EMNER

Hospice vokser dag for dag

Efter tre måneders drift har personale og de frivillige fået skabt et fantastisk miljø på Hospice Vendsyssel

Ved spisebordet sidder hospiceleder Birgit Bundgaard (tv.) og afdelingssygeplejerske Birgitte Nielsen (th.). De er - med god grund - stolte af Hospice Vendsyssel og den ånd, der er blevet skabt på stedet. Foto: Kim Dahl Hansen

Ved spisebordet sidder hospiceleder Birgit Bundgaard (tv.) og afdelingssygeplejerske Birgitte Nielsen (th.). De er - med god grund - stolte af Hospice Vendsyssel og den ånd, der er blevet skabt på stedet. Foto: Kim Dahl Hansen

Når man går ind på Hospice Vendsyssel i Arenfeldtsgade i Frederikshavn, bliver man budt velkommen af de lyse pastelfarver på væggene, malerier, blomster, uroer, musik og levende lys. Hvis man ikke vidste bedre, skulle man ikke tro, at Hospice Vendsyssel kun har eksisteret i godt tre måneder. Men det har det. Den første måned var der forholdsvis få patienter, og her skulle personale og de frivillige da også finde en balance og lære hinanden at kende. De mange faggrupper, der er involveret, lige fra palliationssygeplejersker og læge til ergo-, fysio- og musikterapeut, måtte bruge tid på at finde ud af, hvordan deres fælles projekt, Hospice Vendsyssel, skulle fungere. – Men det er bare gået så fantastisk godt. Vores leder, Birgit Bundgaard, har jo også 10 års erfaring fra arbejde på hospice i Aalborg, og både personale og frivillige er vokset fra dag til dag, siger afdelingssygeplejersker Birgitte Nielsen. Birgit Bundgaard selv er da også meget tilfreds med resultatet. Hun mener, at de ansatte har bragt vigtige værdier som åbenhed og rummelighed med sig. Værdier, som har været med til at skabe et rigtig godt hospicemiljø, hvor det er patienten og de pårørende, som hele tiden er i centrum. – Dertil kommer, at de fysiske rammer også er perfekte, så jeg synes, vi har fået skabt et levende miljø og en velfungerende arbejdsplads, siger hun. Arbejdet på hospice er dog også ensbetydende med, at de ansatte bliver vidne til både død og sorg. Og som en af de ansatte siger, så kræver det et enormt mod at stå i netop dét faglige felt. Men det giver alligevel god mening for de ansatte at gøre det. – Når man arbejder med mennesker, der står over for døden, så er det faktisk meget livsbekræftende. Og vi har rammerne og kræfterne til også at tage os af de pårørende, som det måske ville være sværere at gøre på et sygehus. Derfor giver det god mening, siger Birgitte Nielsen. Leder Birgit Bundgaard giver udtryk for, at det at arbejde på et hospice også er en gave for personalet. – Jeg plejer at sige, at når man fødes eller skal dø, er det de perioder i livet, hvor man lever mest intenst. At få lov at følge medmennesker i disse perioder er en gave i sig selv, siger hun. I løbet af de første tre måneders drift har størstedelen af patienterne på Hospice Vendsyssel været fra Frederikshavn, Skagen eller Sæby, men også patienter fra Hjørring og Aalborg har nydt godt af tilbuddet, som gælder alle nordjyder, der kan visiteres og som ønsker det.