Host op!

Bjørn Lomborg har begået en ny bog med titlen ¿Køl af¿. Budskabet fra den professionelle Rasmus-modsat på miljøområdet er lige så optimistisk, som det er klart: Problemerne med den globale opvarmning er slet ikke så slemme, som mange tror. Da bogen oven i købet er velskrevet og indeholder masser af illustrative og pædagogiske eksempler, skulle man måske tro, at denne anmelder ville give den topkarakter. Der er bare et problem. Lomborg tager fejl. Winston Churchill sagde engang: ¿Jeg stoler aldrig på statistik, jeg ikke selv har manipuleret¿. Måske er det den devise, Lomborg lever sit liv efter. I hvert fald er Lomborg statistiker om en hals. Der er intet, man ikke kan sætte tal på, fremskrive og sammenligne. Hvis altså bare det er Bjørn Lomborg selv, der gør det. De prognoser, som de 2500 eksperter i FN¿s klimapanel har lavet, tror han ikke meget på. Personligt er jeg ikke hverken meteorolog, biolog eller klimatolog. Derfor har jeg svært ved at bedømme det faglige indhold i mange af de diskussioner, som Lomborg begiver sig ud i i bogen. Er det den globale opvarmnings skyld, at isbjørnene er ved at uddø? Hvis polerne smelter, vil vandet så stige 29 centimeter eller flere meter? osv. Alligevel har jeg det med Lomborg og hans holdninger til miljøet, som jeg har det med de læger, der siger, at rygning ikke er usundt. Det kan godt være, at jeg ikke selv har den videnskabelige kompetence til at kunne vurdere beviserne (Det har Lomborg i øvrigt heller ikke. Han har ingen naturvidenskabelig uddannelse). Men netop derfor vælger jeg at tro på det overvældende flertal af verdens bedst uddannede eksperter. Og når det handler om klimaforandringerne, lyder det entydigt fra de kloge hoveder: Kloden har feber, og der skal gøres noget nu, hvis vi skal undgå den store klimakatastrofe i form af flere orkaner og oversvømmelser, ørkenspredning og meget andet. I bogens konklusion med undertitlen: ¿At prioritere rigtigt¿ slår Lomborg på tromme for sin - efterhånden velkendte - kongstanke: De penge, som verden bruger på at bekæmpe den globale opvarmning, kunne bruges meget bedre andre steder. I stedet for at opsætte ambitiøse reduktionsmål for drivhusgasser, som koster mange penge at implementere, burde verdens politikere i stedet bruge de samme penge på at bekæmpe hiv, malaria og hungersnød. På den måde kunne vi redde mange flere liv. Umiddelbart lyder det måske besnærende. Men reelt er det nonsens. Vi skal bruge vores penge mere fornuftigt, siger Lomborg. Jo tak. Men når der ikke er nok myggenet og tilstrækkeligt med aidspiller i verden, skyldes det jo ikke, at vi bruger pengene på CO2-reduktioner. Det skyldes, at vi bruger pengene på alle de rare ting, vi er vant til - fra skattelettelser til F16-jægerfly. Derfor er det ikke ¿Køl af¿, der er brug, for men ¿host op¿. Desuden overser Lomborg, at man jo ikke blot med et snuptag kan flytte midler fra ét indsatsområde til et andet. Verdensøkonomien består jo ikke af en masse cigarkasser fyldt med grønne dollarsedler, hvor en er beregnet til malariabekæmpelse, en anden hiv osv. - og hvor politikerne så efter behag kan flytte rundt på midlerne mellem kasserne. Reelt er sammenhængene langt mere komplekse. De penge, bilindustrien (og bilisterne) kunne spare, hvis EU undlod at indføre krav til ny miljøteknologi, ville fx. næppe blive omfordelt til indkøb af mad eller myggenet i Afrika. Alle disse svagheder til trods er ¿Køl af¿ faktisk en læseværdig bog - specielt hvis man gerne vil provokeres og underholdes. Lomborgs pen er både skarp og levende. Ligeledes er mange af hans pointer om, hvad vi burde gøre for verdens fattigste lande, efter min mening både kloge og sympatiske. - Det skal bare ikke ske på bekostning af klimaindsatsen. [ ¿Køl af. Sandheder og skrøner om den globale opvarmning¿. Lindhardt og Ringhof. 260 sider. 249 kr.