Hot Shots blev slået af Sunds

Floorball 1. februar 2003 07:00

BRØNDERSLEV: Der ventede Hot Shots en svær opgave i udekampen mod Sunds i elitedivisionen i floorball. Holdet er blevet kraftigt forstærket og er godt på vej til at sikre sig den eftertragtede fjerdeplads, der giver adgang til slutspillet. Efter sidste weekends sejr var Hot Shots dog helt opsat på at give Sunds kamp til stregen. Og det blev også BFC, der kom bedst fra start. Efter bare tre minutters spil kunne BFC's Bo Jensen, i samarbejde med Dennis Lundin, smukt og præcist hamre bolden op i nettaget. Bare få minutter senere svarer Sunds dog igen, da deres hårdtskydende angriber Tommy Pedersen scorer sikkert i en overtalssituation. Kort efter blev en Hotshotsspiller udvist, og den chance misbrugte Sunds ikke og bragte sig derved i front. Perioden forblev intens og jævnbyrdig tiden ud. Lige så intenst og spændende, første periode var, lige så frustrerende og ringe blev anden periode. Dommerne formåede at bringe sig selv i centrum på en uheldig facon. Hot Shots følte sig i mange situationer frustrerende bortdømt mod et velspillende Sunds-hold. Alting gik i sort, og et par heldige mål og en pausestilling på 5-1 levnede ikke Hot Shots mange chancer for at komme igen i tredje periode. Men Hot Shots kom ud som forvandlet til tredje periode og fightede godt men havde svært ved at komme forbi en velspillende Sunds-målmand. Trods ihærdigt pres og skud på mål formåede Hot Shots kun at score en gang mere, på en indsats af Peter Sund, til slutfacit 7-2. Sunds ligner en slutspilskandidat, og Hot Shots blev yderligere et skridt på vejen. En katastrofal, anden periode satte en stopper for BFC's ønske om at få point på den vestjyske hede mod Sunds. I den kommende weekend venter en svær udekamp mod de forsvarende danmarksmestre fra Frederikshavn Bulldogs i "Hundehuset".

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...