Hot Shots skal møde Høgene

BRØNDERSLEV:Brønderslev Floorball Club (BFC) møder for tredje gang denne sæson Høgene fra Sunds. Dette er holdets sidste optræden på hjemmebane i Brønderslev Hallen inden julepausen. Sunds er placeret i den nederste ende af tabellen, mens BFC ligger på en komfortabel anden plads, med point-lighed med FC Outlaws men med en kamp mere. BFC havde heller ikke de store problemer med Sunds i de to forrige opgør. - Vi vandt 9-1 på hjemmebane og 8-3 i Sunds, fortæller manager Henrik Dahl Nielsen. Sidste weekend var Sunds dog på besøg i Frederikshavn, hvor de mødte Bulldogs og de tabte overraskende kun 2-3 i en meget lige kamp, hvor Sunds førte både 1-0, 2-1. Faktisk kom Bulldogs foran 3-2 kun et par minutter før tid og dermed viste Sunds at de ikke bare er en såkaldt "walk-over". Nej, de kæmper til allersidste sekund. BFC fik lavet en ren dynamit kæde i forrige uges opgør mod AaB Floorball, nemlig en kæde med Linus Fredheim, Peter Andreasen, Jesper Lykke, Martin Lykke og Nikolaj Kindberg som tilsammen lavede hele 9 mål og 7 assists eller 16 point på en kamp. De får nu chancen for at vise at det ikke var en engangsforestilling, da de selvsagt er genvalgt til Sundskampen. I den anden kæde rykkes der lidt rundt med Kristian Jespersgaard som går ned på en backplads sammen med Bo Kanstrup. Henrik Aho overtager så centerpladsen mellem Tim Jaltoft og Michael Andersen. Svenske Christofer Ahlén har nu endelig fået grønt lys til at starte træningen igen efter hans uheld mod FC Outlaws og Anders Bech er også startet op efter hans knæskade. Samtidigt har 2 nye spillere meldt sig under den blå BFC fane, nemlig Steffen Jensen og Thomas Bouchara som begge kommer fra AaB Floorball. Lørdagens kamp bliver lidt sørgmodig, da det er sidste kamp hvor vi har støtte af NIH"s elever fra efterårssemesteret, deres ophold slutter her d. 17 dec. til gengæld så giver de den hele armen med heppekoret.