Turisme

Hotel er på vej i Hou

Tidligere kommunal bygning skal bruges til hotel, og senere etableres måske yderligere en værelsesbygning.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Der er seks værelser i den tidligere kommunale bygning, men hvis alt går godt vil man senere opføre en ny bygning med flere værelser.

Hvis alle tilladelser kommer i hus, så kan Hou være et hotel rigere, når turistsæsonen skydes i gang. Det er indehaveren af Skovgaards Raaling, Stig Molge, der sammen med hans far står for hotelplanerne. Torsdag skal teknik- og miljøudvalget tage stilling til en ansøgning om, at der gives tilladelse til hoteldrift fra adressen Christiansminde 1E i Hou. Ejendommen har tidligere været ejet af kommunen og anvendt til et bofællesskab og kontor for den kommunale hjemmepleje. Den 400 kvadratmeter store bygning indeholder seks værelser, der i fremtiden skal bruges af turister. - Der er seks store lejligheder indtil videre, vi ønsker i fase 1 at få lov til at drive hotel/motel virksomheder derfra, siger Stig Molge, der købte bygningen for halvandet år siden. Alt efter hvordan kunderne tager imod det nye hotel, så er der også i skuffen planer om en ny værelsesbygning på 135 kvadratmeter. - Der er også mulighed for at udvide selve bygningen deroppe, fordi den er lidt sjovt, der er nogle kæmpe udhæng, som man kan inddrage. Restauratøren er også formand for Hals Turistforening, så han mener bestemt, at der er behov for et nyt hotel. - Det tror jeg, at der er, ellers ville jeg selvfølgelig ikke gå ud i det. Hotellet kan supplere restauranten. Som tidligere beskrevet i NORDJYSKE Stiftstidende arbejdes der et andet sted i byen også på at skaffe flere overnatningspladser. Det lukkede vandrehjem bliver lavet om til et feriecenter med 37 værelser, indendørs swimmingpool, wellness, restaurant samt bodegaen, der bevares.