Tyverier

Hotel får vagt med hund

Ejerne af Hotel Viking i Sæby er træt af gentagne indbrudstyverier

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Steen Fabricius er godt træt af ubudne gæster på sit hotel og har ansat en nattevagt med hund.

Indehaverne af Hotel Viking i Sæby, Ina og Steen Fabricius, er så trætte af ikke at kunne have deres ting i fred, at de nu ansætter en nattevagt med hund. - Efter at have haft flere indbrud, ansætter vi nu en nattevagt med en specialtrænet hund, fortæller Steen Fabricius. - Vi kan jo ikke udstyre hotellet med en tyverialarm ved nattetide, for så kan gæsterne ikke bevæge sig rundt. Nu sætter vi en vagt på i stedet, og som samtidig skal løse andre opgaver, tilføjer hoteldirektøren. Stjal lamper, stol og pris Ved det seneste indbrud mistede Hotel Viking værdier for cirka 300.000 kr. - Vi fik stjålet tre PH-koglelamper, og nu begge vores to Corona-stole og også vores bronzeskulptur, som vi i 2008 modtog som Vækst og Vilje Pris, fortæller Steen Fabricius. Designerstolen og bronzeskulptur stod i hotellets hal og de hvide koglelamper hang over en trappeopgang, der fra hallen fører videre ind i hotellet. Det seneste indbrud skete via en smadret rude en fredag nat i starten af november sidste år, mens 85 gæster boede på hotellet. De oprindeligt to Corona-stole er tidligere blevet stjålet, men hvor den ene dukkede op igen i Aarhus, og en af de to indbrudstyve, som hotellets videoovervågning havde optaget, også anholdt. - Desværre var videoovervågningen ikke til hjælp ved det seneste indbrud. Vi har selv siden holdt lidt øje med internettet, for at se om tingene skulle blive udbudt til salg der, og på et tidspunkt troede vi faktisk, at stole og lamper var fundet, da en større hælercentral i Randers blev afsløret. Men tingene var ikke vores. Stolene havde koksgrå betræk, og vores var med koboltblåt læder, siger Steen Fabricius. Hotelparret bor selv på hotellet, og føler for stedet som deres private hjem. Ubehagelige tider - Vi vil jo gerne have noget flot at kikke på og et flot miljø for vores gæster, og det er ubehageligt sådan som tiderne efterhånden er blevet, siger Steen Fabricius. Han oplyser samtidig, at erstatningen for det stjålne er afklaret med forsikringsselskabet. Fredericia Stolefabrik, der fremstiller Poul Volther's karakteristiske Corona-stole, er tilmed blevet overtalt til at fremstille to nye med tilsvarende blåt betræk. - Vores to er de eneste, der findes med lige den farve, siger Steen Fabricius. Ny skulptur Også kunstneren Chr. Svendsen i Aalbæk har indvilget i at fremstille en ny bronzeskulptur til Hotellet. Vækst og Vilje Pris-skulpturen, som bl.a. Erhvervsrådet i Frederikshavn står bag uddelingen af, varierer lidt i udformning fra år til år. To andre jyske hoteller havde i samme periode indbrud, så Steen Fabricius tror, det var bestillingsarbejde. - Der skulle i hvert fald tre mand til at fjerne de tunge PH-lamper, siger han.