EMNER

Hotel kan genåbnes i flok

SKØRPING:Da Skørping Borgerforening blev stiftet i 2006, var det netop i lyset af, at Hotel Rebild Park igen var lukket ned. Det fik ikke mindst initiativtager Mette Madsen til at forsøge at samle byens borgere for at gøre en indsats for en bedre byudvikling. Hotellet står ganske vist stadig tomt, men borgerforeningens bestyrelse har ikke opgivet håbet om at få genoplivet spøgelsesbygningen. Nu viser der sig en mulighed for, at flere parter kan gå sammen om enten at købe eller leje sig ind i hotellet. - Vi har snakket med ejendomsmægleren, som har oplyst, at flere mindre erhvervsdrivende har vist interesse for at komme ind i bygningen. Men at de ikke rigtig tør binde an med hele hoteldriften. Men hvorfor så ikke satse på et multifunktionshus, foreslår Mette Madsen og oplyser, at ejeren ikke har været afvisende over for den idé. Borgerforeningen har også fået lov til at holde sin generalforsamling i hotellet mandag 21. april, og her håber bestyrelsen at kunne føre interesserede parter sammen. - Vi laver en miniworkshop og drøfter ideen i fællesskab, siger Mette Madsen.