EMNER

Hotel Klitrosen genåbner med ny ejer 12. maj

SLETTESTRAND:Hotel Klitrosen i Slettestrand har fået ny ejer, og 12. maj genåbner hotellet. Køberen er den 48-årige kokke- og tjeneruddannede Gert Hauge fra Aarhus, som i 20 år har haft Aarhus Teaterbodega og Café Hack. - Jeg glæder mig til at åbne hotellet i Slettestrand, selv om jeg havde planlagt at stoppe i branchen, fortæller han. Han har netop solgt de to spisesteder i Aarhus. - Der er dejligt i Nordjylland, og de få gange jeg nu har været i Fjerritslev, har jeg følt mig rigtig godt tilpas. Gert Hauge har foreløbig ansat tre til at tage sig af driften, blandt andet en kok, han har brugt i Aarhus. Konceptet lyder på god dansk mad til priser, hvor almindelige mennesker kan være med, lover han. Sælgeren af Klitrosen er Peer Sand, der både ejede bygningerne og det heraf uafhængige driftsselskab, som er under konkursbehandling.