EMNER

Hotel med flere facetter

Aars Hotels ny vært har prøvet det meste i hotelbranchen, siden han begyndte som natportier på Hotel Scheelsminde

AARS:Han er ansat som direktør og daglig leder, men han betragter nu ligeså meget sig selv som altmuligmand. 48-årige Jesper Christensen har været i hotelbranchen, siden han som stor dreng var natportier på Hotel Scheelsminde i Aalborg. Siden er det blevet til stillinger i alle hjørner af hotelverdenen. Kok, tjener, køkkenchef. Jesper Christensen, der er født i Nr. Sundby, har prøvet det hele. Nu er han ad snirklede veje landet i spidsen for Aars Hotel, som han føler sig sikker på, at der er muligheder i. En by som Aars kan jo ikke undvære sit hotel, konstaterer han. Samtidig erkender han dog, at der venter ham et stykke hårdt arbejde. - Nu skal vi først og fremmest have overbevist det lokale erhvervsliv om, at deres forretningsforbindelser, da ligeså godt kan bo i Aars som i Aalborg. Det handler trods alt kun om to gange 20 minutter i bil, påpeger Jesper Christensen. Han overtog pladsen for bordenden efter Laila Quist Laursen og Lone Mau Jørgensen forrige mandag, ansat som direktør af Gunnar Nielsen A/S, der fortsat ejer hotellet. 15 sekunder til job Siden har der såmænd ikke været mange ledige stunder til side og dvæle over en kop kaffe i en af hotellets bløde stole. - Det er en utrolig spændende branche. Man er jo til eksamen hver dag. Det er betaling her og nu, når kunderne smiler og er tilfredse. Og samtidig er det et fuldtidsjob at drive et hotel, garanterer han. Der er tilmed ikke langt til fuldtidsjobbet, hvis der bliver brug for ham en sen aftenstund. Jesper Christensen har også overtaget lejligheden på hotellet. - Jeg har 15 sekunder på arbejde, konstaterer han. Vejen til den rette kurs for Aars Hotel går blandt andet over fornyelse, mener Jesper Christensen, der kun har roser til overs for hotellet, som han betegner som gennemrenoveret fra ende til anden. Menuerne vil dog blive renoveret igen, så de passer til den nye værts temperament. Der skal være plads til moderne retter, til den gode gammeldags bøf og det højt belagte smørrebrød. Det skal være god og veltillavet mad med ikke for lange ventetider, lyder Jesper Christensen filosofi. Flere golfturister I det hele taget skal hotellet drives med lidt flere facetter. - Jo flere tibud vi har, jo større styrke får vi, vurderer han. Golfturister kan i hans øjne ligeså godt vænnes til at bo i Aars som i Gatten, og nu får Aars jo også snart sin egen golfbane… - Det er en oplagt gruppe at sigte på. Der er jo også tid, der skal bruges, når banen er gået, bemærker Jesper Christensen, der med en menneskealders erfaring er klar over, at han bevæger sig i en hotelbranche, der ikke er som, da han trådte sine første skridt på Hotel Scheelsminde. - I dag er der så mange om buddet, at man er nødt til at være lidt mere aggressiv. Det gælder på alle områder. Spisning, selskaber, mad ud af huset. Der er mange om buddet. I øjeblikket er der syv fuldtidsansatte og et større antal deltidsansatte, som benyttes, når der er selskaber. Antallet af fuldtidsansatte må meget gerne vokse. Det lægger Jesper Christensen ikke skjul på. Det vil nemlig være et resultat af fremgang. Dertil skal Aars Hotel nok komme, selvom provinshotellerne er hårdt pressede af de store kæder, der lokker forretningsfolk med rabatter og tilbud, mener han. - Vores fordel er, at vi er mere personlige og hvis vi driver hotel på en sober og ordentlig måde, så skal det nok gå.