Hotelejer sætter sig i chefstolen

Hans Jørgen Mikkelsen vil have positiv drift på Løgstør Parkhotel.

Den nye redningsplan for Løgstør Parkhotel var ikke nok til at holde stedet i live. Arkivfoto: Claus Søndberg

Den nye redningsplan for Løgstør Parkhotel var ikke nok til at holde stedet i live. Arkivfoto: Claus Søndberg

Efter at have været ejer af Løgstør Parkhotel siden juli 2009, så har indehaveren, Hans Jørgen Mikkelsen, Ejstrupholm, besluttet sig for selv at indtage direktørstolen på hotellet. Den hidtidige direktør, Per Fragtrup, der fyldt 65 år, er blevet afskediget. - Jeg har ikke været tilfreds med driften, så nu sætter jeg mig selv i chefstolen i bestræbelserne på at få positive tal på bundlinjen i regnskabet, siger Hans Jørgen Mikkelsen. Løgstør-hotellet har aldrig givet overskud, og hans Jørgen Mikkelsen vil være godt tilfreds, hvis 2010-regnskabet løber i et rundt nul. Skal have sorte tal - Fremadrettet så skal vi have positive tal i regnskabet, og det er helt klart min ambition, at der er et pænt overskud i 2011, siger Hans Jørgen Mikkelsen, der har afhændet en del af sine andre forretninger for at få den nødvendige tid til selv at blive hoteldirektør. I bestræbelserne på at få en bedre økonomi på hotellet er det Hans Jørgen Mikkelsens strategi at satse mere på løst tilknyttet personale, der bliver hyret ind til opgaver. - Det er vi simpelthen nødsagede til i vores bestræbelser på at få en fornuftig drift, siger Hans Jørgen Mikkelsen, som i dag har omkring 35 ansatte på hotellet. Ingen salgsplaner Noget af det Hans Jørgen Mikkelsen også vil satse på er pakkeløsninger. Her påtænker han et samarbejde med f.eks. Jesperhus Blomsterpark. Ifølge NORDJYSKE Mediers oplysninger, så skulle der have været interesserede købere for at se på hotellet, men det afviser Hans Jørgen Mikkelsen. - Hvis der har været nogen for at kigge på hotellet med henblik på et køb, så har jeg ikke været vidende om det. Det er ikke inde i mine planer at afhænde hotellet nu. - Fokus er på at få en fornuftig drift, og så vil jeg da ikke afvise, at hotellet bliver sat til salg engang ude i fremtiden, men altså ikke nu, siger Hans Jørgen Mikkelsen. Hans Jørgen Mikkelsen købte sidste år hotellet for 22 mio. kr. Hotellet omsætter for omkring 20 mio. kr. om året.